Middelaldercentret

Middelaldercentret ved Nykøbing Falster er et levende  museum, hvor der fortælles historien om livet i den middelalderlige købstad - Sundkøbing. Her kan man møde byens beboere lige fra den rige købmand til den mere ydmyge rebslager. Der er daglige ridderturneringer, hvor ridder Henrik Svane kæmper mod udvalgte modstandere i dystløb og andre ridderlige discipliner.

 

Sundkøbing forsvares af tonstunge krigsmaskiner, som dagligt demonstreres ved skud ud over det nærliggende Guldborgsund, og de moderne krudtvåben har også holdt deres indtog i byens forsvarsværker. Fra Centraleuropa har Henrik Svane netop indkøbt en af de frygtede krigsvogne - datidens tank - til at forstærke byens forsvar.  I købstadens havneområde møder man datidens skibe, og her ligger købmændenes huse også med lagerbygninger og butikker.

 

Sundkøbing er en driftig by, og der er netop rejst midler til at bygge en stenkirke. Kirken  er placeret på den bedste plads, lidt hævet over havneområdet, og der arbejdes i øjeblikket på at brænde mørtel og lave sten til byggeriet.

 

I et stort skovområde i tilknytning til købstaden kan man møde tidens store opfindere - Leornardo da Vinci og andre samtidige - og afprøve deres fanstastiske maskiner, som er bygget i fuld størrelse og "hands on".

 

Bliver man sulten, kan man besøge centrets museumsrestaurant, som er indrettet som spisesalen i en 1400-tals borg - her serveres mad efter middelalderlige opskrifter.

 

Gå til Middelaldercentret