30. januar 2020
Stiftsmuseet

Fantastisk – fund – femernudgravninger – foredrag

I en nærliggende fremtid bliver Lolland forbundet med Europa via den faste Femern Bæltforbindelse. Men kontakten til kontinentet er ikke noget nyt, hvilket resultaterne fra de arkæologiske udgravninger øst for Rødbyhavn gentagne gange har bevist.

 

De seneste otte års arkæologiske undersøgelser i anlægsområdet for den kommende Femernforbindelse har givet os ny viden og en mere nuanceret forståelse af livet for de mennesker, der i sten- og bronzealder beboede det sydlige Lolland,” fortæller aftenens foredragsholder Bjørnar Måge og fortsætter: “Nye naturvidenskabelige metoder i form af dna-analyse har givet os mulighed for at komme helt tæt på enkeltindividet LOLA, og deponeringsskikke giver os indblik i datidens menneskers tanker og forestillingsverden, mens større konstruktioner som fiskegærder vidner om lyst og evne til at organisere sig og investere i fremtidigt afkast.”

 

De arkæologiske udgravninger har genereret en enorm mængde af fund, data og dermed viden om områdets historie gennem tusinder af år. “Vi arbejder stadig med de mange fund og bliver hele tiden klogere. Vi får sat fundene ind i en sammenhæng, får resultater af naturvidenskabelige analyser, og lige så langsomt bliver fortiden virkelig. Virkelig på en måde, vi kan forstå i dag. Vi ser, at de mennesker, der levede ved Lollands kyst, var mennesker ligesom du og jeg. De havde en hverdag, hvor de skulle skaffe mad til deres familie, de var afhængige af klimaet, og de blev påvirket af de tendenser, der strømmede igennem Europa, hvor nye ideer, tanker og metoder konstant forandrede livet og identiteten for datidens mennesker.”

 

Aftenens foredrag vil dykke ned i liv og virke for stenalderens og bronzealderens mennesker og give et indblik i, hvordan det var at leve på Lolland for mange tusinde år siden.

 

Da der er et begrænset antal pladser, skal billetter købes på forhånd. Dog sælges resterende billetter i døren.

 

Billetter kan købes via Turistinformationen i Maribo, via Museum Lolland-Falsters hjemmeside og på place2 book

 

Hvornår: 19. februar kl. 19.30

Hvor: Stiftsmuseet, Banegårdspladsen 11, 4930 Maribo

Pris: Voksne 75 kr., børn u/18 år 25 kr.