Historien bag

Søllestedgårds historie daterer sig tilbage til 1400-tallet,
hvor den tidligst kendte ejer Anders Graa i 1466 skrev sig til
gården. Sporene efter den første Søllestedgård er yderst begrænsede
og kan kun aflæses i gårdens navn og tætte forbindelse til den
nærved liggende landsby.
Søllestedgårds herregårdsjorder, som siden Originalkortets
udarbejdelse i 1807 har ligget fast, er formentlig senest i
1500-tallet blev udskilt fra landsbyens fællesjorder. Gårdens
centrale placering midt på de dyrkede marker samt den tætte
forbindelse til skoven er formentlig udtryk for, at gården på et
tidspunkt er flyttet ud på markerne af hensyn til produktionen.
Foruden den tætte forbindelse til Søllested og skovens nære
tilstedeværelse er de første bevarede spor i landskabet omkring
Søllestedgård voldgraven om hovedbygningen samt vejforløbet fra
Vesterborg til Søllested tæt op ad gården. Fra Søllested fungerede
vejen som hovvej for fæstebønderne i Skovlænge og Søllested. Mellem
1584 og 1592 satte den daværende ejer Inger Oxe en ny hovedbygning
på Søllestedgård, der i kraft af sine to stokværk, tårn og grave må
have manifesteret herregården på lang afstand i det relativt flade
landskab. Byggeaktiviteten på Søllestedgård vidner om de gode tider
for herregårdene i slutningen af 1500-tallet, hvor adelen sad tungt
på magten og tjente gode penge på den stigende efterspørgsel på
landbrugsprodukter. Opgangsperioden lader sig også aflæse i gårdens
herskabelige iscenesættelse i Søllested Kirke, som endnu hørte ind
under Søllestedgård.
Af Christian V's store matrikel fra 1688 fremgår det, at
Søllestedgård på dette tidspunkt ejede 19 fæstegårde, der lå spredt
i et stræk fra Østre Karleby i vest til Nørreballe i øst. Til trods
for at fæstegodset havde et tydeligt præg af strøgods - kun i
Søllesteds ejerlav var Søllestedgård eneejer - så lå de 19 gårde i
en radius inden for de påkrævede to mil, som i 1682 sattes som krav
for opnåelse af skattefrihed på herregårdens egne marker. Opfyldte
Søllestedgård afstandskravet, kneb det dog med størrelsen på
fæstegodset. Med 152 tdr. hartkorn opfyldte herregården langt fra
minimumbetingelsen på 200 tdr. hartkorn. Alligevel tyder det ikke
på, at Søllestedgård ved nymatrikuleringen i 1688 mistede sin
status som privilegeret herregård.
Fra omkring 1700 spores de første tegn på en ændring i
Søllestedgårds orientering i landskabet. I 1709 gled
patronatsretten til Søllested Kirke herregården af hænde, og ved
salget til Christian Felthuusen i 1729 indledtes en omskiftelig
tilværelse med jævnlige handler og ejerskifter. Gårdens
tilstedeværelse i Søllested reduceredes i perioden til fordel for
en orientering mod øst, symbolsk illustreret ved anlæggelsen af den
snorlige akse ud fra hovedbygningen efter 1757, da familien Knuth
gjorde deres ankomst på gården.
Søllestedgård blev via familien Knuths ejerskab knyttet til
baroniet Christiansdal som alloginalgods og fungerede frem til 1784
som forpagtergård. I 1776 pristes gården som "…det smukke herresæde
[med] store Avlsgaard, som er omgiven med gode Grave…". Gårdens
areal udgjorde på dette tidspunkt 340 tdr. hartkorn inklusive
fæstegods, som samlet dyrkedes som en klassisk 1700-tals lollandsk
herregård med fokus på kornproduktion. I avlsgården fandtes en
besætning på 60 stykker malkekvæg. Ved baroniets overdragelse i
1784 til Adam Christopher baron Knuth blev Søllestedgård igen sæde
for ejeren, der tilførte herregården og landskabet enevældens
kulturelle normer og iscenesættelse. Hovedbygningen undergik en
ombygning i en enkel nyklassicistisk stil, og det tyder på, at hele
anlægget, muligvis med inspiration fra Frederiksdal eller fruens
barndomshjem Bregentved, samtidig blev drejet 180 grader. Den
herskabelige ankomstvej blev flyttet til den rekreative haveside,
udlagt i forlængelsen af haveaksens snorlige midterakse, hvorom
gårdens nyopførte arbejderhuse placeredes, og ad hvilken de østlige
hovbønder gik til herregården, når de skulle yde deres fastsatte
hoveri.
Som alloginalgods til baroniet Christiansdal spores dele af
landboreformernes ændringer tidligt på Søllestedgård. Allerede i
1773 foreligger der et hoverireglement på gården, der fastsatte de
38 fæstebønders hoveribyrde. Det var dog først efter ophøjelsen til
sæde for baroniets ejer efter 1784, at landboreformernes store
transformering af landskabet rigtig fandt sted. Den unge baron
Knuth påbegyndte fæstegodsets arrondering, udskiftning og
udflytning samtidig med, at vejnettet blev udrettet. Forskellen
mellem de store sammenhængende herregårdsmarker og fæstegårdenes
mindre indhegnede jordlodder blev ved udskiftningen mere udtalt og
bidrog yderligere til at markere herregården i landskabet.
Udskiftningen af godset medførte også en begyndende tilplantning af
skel og hegn med popler, som endnu kendetegner en del af
Søllestedgårds markskel. Herregårdens skove blev desuden tydeligt
defineret ved indfredning gennem anlæggelse af hegn og grøfter.
Ved herregårdens overdragelse i 1805 til proprietær Bølle blev
dens fæstegods opgjort til 34 gårde og 62 huse. Salget indvarslede
en ny epoke i Søllestedgårds betydning for landskabet, der var
afledt af periodens svære tider i landbruget og en ny ejerslægt,
der var præget af en landbrugsfaglig tilgang til driften. De
lystbetonede og herskabelige elementer i landskabet som f.eks.
dyrehaven blev nedprioriteret, ligesom en del af personalet
flyttedes ud på herregårdens fæstegårde. Fokus lå i de svære år i
1820'erne på en driftsmæssig optimering af herregårdsmarkerne, og
det var i foranstaltninger som sikring af markerne gennem
tilplantning af skel, der blev investeret tid og midler. I løbet af
1840'erne kom der igen fremgang i landbruget, på Søllestedgård
bl.a. foranlediget ved bortsalg af fæstegodset, der sammen med
forbedringer af markdriften gav et økonomisk og kulturelt overskud
til at engagere sig i lokalområdet og landskabet på ny. Dette skete
bl.a. i form af nybyggerier af familiehuse til det stigende antal
tjenestefolk, der afløste hovbønderne i marken og på avlsgården.
Parallelt med igangsættelsen af nybyggeriet oprettedes i skoven et
teglværk, som forsynede herregården med både byggematerialer til
fornyelsen af gårdens bygningsmasse og til de drænrør, som nu blev
nedlagt på markerne og engene, hvorfor en del af gårdens popler
måtte skoves.
Avlsgårdens fysiske åbning mod Søllested i 1830, da den store
lade væltede, blev et symbolsk varsel for en ny kontakt mellem
Søllestedgård og landsbyen. I takt med at der var kommet økonomisk
overskud på herregården - fysisk markeret ved den nye hovedbygning
med det høje tårn, ståltrådsporten i haven og de lystbetonede
tiltag i dyrehaven - knyttedes forbindelsen til byen igen. Socialt
i form af deltagelse i sogneforstanderskabet, amtsrådet, via
oprettelsen af et landøkonomisk selskab og gennem midler til
områdets fattigforsorg. Fysisk bl.a. via donationer og engagement i
folkehøjskolens etablering i 1867 og i alderdomshjemmets oprettelse
i 1910. Medvirkende til den fornyede forbindelse til landsbyen var
uden tvivl jernbanens anlæggelse i 1874, der medførte en
opblomstring af den lille landsby. Som mellemstation i
varetransporten til og fra Søllestedgård samt med skinner til
sukkerfabrikken i Nakskov blev Søllested et centralt holdepunkt i
Søllestedgårds opgangsperiode, og stedet hvorfra en del af gårdens
tjenestefolk blev hentet.
Som herregård i lokalområdet manifesterede Søllestedgård sig
ikke kontinuerligt i det omkringliggende landskab. Gennem historien
orienterede gården sig mod forskellige områder, og først ved
familien Jørgensens overtagelse i 1810 kom der en sammenhængende
udvikling, der på ny åbnede Søllestedgård mod Søllested.
Kendetegnende er det desuden, at Søllestedgård ikke som de store
majorater under 1800-tallets økonomiske fremgang satte et ensartet
arkitektonisk og visuelt aftryk i sit opland, men derimod via en
løbende tilpasning og udbygning prægede området.