Hjorteapoteket

Nord for Vesterborg på overgangen fra landsbyens fæstejorder til
grevskabets herregårdsmarker findes stadig et synligt bevis på
grevskabet Christianssædes sociale indsats i området. Her lå fra
første halvdel af 1800-tallet en doktorbolig - fornyet i 1950'erne
- samt det endnu eksisterende stuehus til et af landets første
landapoteker, Hjorteapoteket, opført i 1847 efter anvisning af
bygmester C.P. Weinberg.
C.D.F. greve Reventlows bestræbelser på at mildne vilkårene for
sine undergivne inkluderede også en sundhedsmæssig forbedring. Til
sit grevskab knyttede han en læge, ligesom han fra 1770'erne
tilstræbte at få ansat uddannede jordemødre. I 1806 blev
jordemødrene delvist lønnet via grevskabets 12 skolekasser med tre
mark for hvert levende barn, der fødtes, finansieret via en årlig
afgift til skolekassen for arvefæsterne på 1 rigsdaler samt fra
grevskabets kasse. Fra 1810 blev de desuden lønnet gennem
offentlige midler. I 1834 nævnes i folketællingerne, at der i
doktorboligen residerede den 28årige Ernst Julius Haderup, der som
"Læge for Grevskabet" varetog tilsynet med områdets befolkning.
Jordemødrene var spredt ud over grevskabets landsbyer, bl.a. i
Vedbye, hvor skrædderen Jens Hansens kone i 1834 var "Gjordemoder"
til trods for, at C.D.F. greve Reventlow i 1794 havde anbefalet, at
den ideelle jordemoder var skoleholderens kone.
Oprettelsen af landapoteket i 1842 - den første apoteker Carl
Gustav Krenchel tiltrådte 15. oktober dette år - lægger sig i
forlængelse af C.D.F. greve Reventlows hensigter. Apoteket blev
placeret i en firelænget fæstegård, og 26. oktober 1843 udstedtes
et grundskatbrev til apotekeren på leje af grunden for 5 rigsdaler
årligt. Til ejendommen hørte fæstejord hentet fra Skelstoftes
herregårdsmarker, som apotekeren drev ved siden af en urtekrambod
og postcentral, som også var indrettet i Hjorteapoteket. Som det
var tilfældet med andre af grevskabets funktioner som
skolelærerembedet og jordemodererhvervet, var apoteket kombineret
med fæste af et større eller mindre landbrug. Betalte brugerne af
embederne et mindre beløb, når eksempelvis jordemoderen skulle
tilkaldes, eller børnene skulle i skole, så var grevskabet via
fæste af jorder garant for en minimumsindtægt for embederne.
I 1894 overgik Hjorteapoteket fra et delvist fæsteforhold til
alene at være en udlejningsejendom under grevskabet, hvortil der
stadig var knyttet et landbrug. Først i 1970 flyttede
lægepraksissen fra Vesterborg til Nakskov, mens apoteket i 1985
flyttedes til Søllested. Tilbage af fysiske spor i landskabet er nu
kun stuehuset til det gamle Hjorteapotek, den gamle apotektereg
samt den fornyede doktorbolig.