Historien bag

Første skriftlige vidnesbyrd om Pederstrup daterer sig til 1340'erne, da stedet ejedes af rigets drost Laurits Jonsen. I 1354 overgik Pederstrup med gods og birk til kongeligt eje og fungerede frem til 1576 som lensmandsbolig for kongens repræsentant i området - placeret strategisk sikkert i det lave vandfyldte terræn mellem søen og de våde enge. Endnu i 1564 omtales seks gårde i Pederstrup landsby som vidnesbyrd om, at gården oprindeligt var en landsbyhovedgård, der i slutningen af 1500-tallet underlagde sig de sidste bøndergårde. I 1576 overgik herregården til adeligt eje ved mageskifte med familien Venstermand, og igennem 1600-tallet blev gården løbende handlet.

Pederstrups idylliske beliggenhed ved søens bred dækker således over en militærstrategisk placering, der som det tydeligste spor i herregårdslandskabet fra middelalderen endnu er synligt. De tidligste bygningsspor findes i den nuværende hovedbygnings kælder, hvor rester af et mindre stenhus - formentlig rejst af lensmanden Mikkel Brockenhuus i midten af 1500-tallet - indgår i den nuværende bygning. Stenhuset har oprindeligt været omgivet af et anlæg af bindingsværks- og trælænger. Senest da gården i 1576 overgik til adeligt eje må der være rejst et større avlsbyggeri på Pederstrup, der kunne huse gårdens produktion.

Ved overdragelsen i 1576 til familien Venstermand blev gårdens fæstegods opgjort til 57 gårde spredt ud i et større område fra Havløkke i øst til Øster Karleby i vest. Gårdens strøgodskarakter skal formentlig finde sin årsag i dens tidligere status som administrativt center for kongemagtens spredte gårde i området. Pederstrup fastholdt strøgodskarakteren frem til 1680, da herregården kom i overrentemester Henrik von Støckens eje. Gennem kongelige gaver indledtes en samling af gårdens gods, som svigersønnen overrentemester Peder von Brandt videreførte efter overtagelsen i 1684. Foruden store donationer af fæstegårde modtog han også patronatsretten til kirkerne i Vesterborg, Horslunde og Nordlunde, ligesom han fik tilladelse til at nedlægge flere mindre landsbyer med henblik på at samle et større jordtilliggende til herregården. Arronderingen og udvidelsen af Pederstrup fulgte den enevældige kongemagts intentioner i perioden for etablering af storgodser, der kunne løfte den administrative byrde i lokalområderne for det nyetablerede enevælde.

Ikke blot i arronderingen af jord under Pederstrup fulgte Peder von Brandt kongemagtens bestræbelser. Også gennem om- og udbygninger på gården fulgte udviklingen på Pederstrup tidens herskende ideal. Oprettelsen af forpagtergården Skelstofte - i 1763 beskrevet som"…en god Ladegaard uden anden Bygning…"- vidner både om en driftmæssig optimering af fæstebøndernes og husmændenes hoveribyrde og om herskabets barokke distancering fra driften. Forpagtere og forvaltere blev overladt styringen af avlsgårdene og jorderne, mens herskabet henlevede en uforstyrret tilværelse i Pederstrups hovedbygning - opbygget over den middelalderlige kælder i 1686 - der indgik i en større barok iscenesættelse af gårdens nærområde. Den aksefaste barokke iscenesættelse af Pederstrup skal ses i forhold til den generelle hede-, skov- og overdrevskarakter, der prægede området, og som det fremgår af Peder von Brandts kort fra 1690'erne, hvor blandt andet"Perstrup Koe Haue"beslaglagde en stor del af jorden nord for gården. Ved godsets patronatkirke i Vesterborg oprettede Peder von Brandts enke omkring 1701 et hospital, der fortæller, at Pederstrup allerede på dette tidspunkt primært orienterede sig sydover. På overgangen til herregårdsmarkerne fra Horslunde lå Pederstrup Birks tinghus ved Bøgeskovens nordvestlige grænse. Områdets marker var i perioden indhegnet - formentlig med løse risgærder - der hindrede vildtets adgang til afgrøderne.

Peder von Brandts godssamling udvidede Pederstrups jorder og domæne, så herregårdens hovedgårdstakst i 1776 kunne opgøres til 117 tdr. hartkorn. Gården var i 1729 med Skelstofte blevet indlemmet i Reventlow-familiens nyoprettede grevskab - fra 1741 benævnt Christianssæde - og fungerede igennem hele 1700-tallet som en forpagtergård. Både i 1763 og igen i 1776 blev Pederstrup beskrevet som en stor og god gård, og P. Rhode forsætter"Dette overmaade Lystige Sted ligger ved en Sø[der]indeholder Aborrer, Suder, Gjeder, Aal og Brasen[og]forpagtes nu bort...".

Sværmeriet for naturen og en romantisk livsførelse fra 1760'erne og frem, farvet af periodens tænkere som filosoffen J.J. Rousseau, kan ikke undsiges at have medvirket til den positive bedømmelse af Pederstrup og gårdens omgivelser. Begejstringen for det enkle liv og det naturlige er formentlig også årsagen til, at C.D.F. greve Reventlow og hans hustru efter overtagelsen af grevskabet i 1775 netop længtes efter Pederstrup som ramme for et liv - som C.D.F. greve Reventlow skrev i 1787"...der er fuldt op af honning, smør, hvede, mælk, fløde og alle gode ting". Samtidig må egnens fragmenterede karakter have appelleret til den store landboreformator, der her kunne opdyrke nyt land og se resultatet af de mange anstrengelser. I 1806 blev der gjort status over arbejdet med landboreformerne, og heri fremgår det, at der af grevskabets 270 bøndergårde nu var udflyttet 98, mens lidt over halvdelen af de 246 husmandssteder ligeledes var flyttet. Samlet for en stor dels vedkommende i nye husmandskolonier som bl.a. oprettedes i Ørslykke Huse på overgangen mellem landsbyens udskiftede jorder og herregårdens store marker. De udskiftede fæstegårdes jordlodder blev af grevskabet foranlediget indgrøftet og hegnet med stiklinger fra poppeltræet, som fra Frankrig kom til Danmark i slutningen af 1700-tallet.

Landskabet omkring Pederstrup gennemgik i de sidste årtier af 1700-tallet således en transformering. Efter C.D.F. greve Reventlow i 1813 trak sig tilbage fra sine embeder, kom turen nu til selve Pederstrup, der fik fornyet sin bygningsmasse i løbet af 1810'erne foranlediget af bl.a. en brand i avlsgården. Gårdens barokke iscenesættelse og velkomponerede bygningsmasse blev erstattet af en landsbyagtig klyngebebyggelse, hvortil de tre ankomstveje endnu førte ind over gårdspladsen. Vægtningen af Pederstrups jævne karakter skinnede endnu i 1833 igennem, med"Store Pilerækker…"langs vejene til herregården, der bedømtes som"…ret smuk, men noget skiult Beliggenhed", og med en bygningsmasse der primært vurderedes på avlslængernes udformning. Romantikken og drømmen om det simple liv i overensstemmelse med naturen var tydeligt styrende for gårdens udseende og som et ægte produkt af tiden så kunstfærdigt tilrettelagt, at Pederstrups nærmeste omgivelser blev udlagt med en landskabsæstetisk karakter, der gjorde det ud for den manglende romantiske have ved hovedbygningen.

Gårdens simple udtryk blev sideløbende med de karakteristiske poplers tilbagegang i 1860'erne erstattet af en ny herskabelig iscenesættelse, der ikke kun opretholdt den æstetiske zone om herregården, men tilførte den en fornyelse, der løftede Pederstrup op på linje med tidens andre toneangivende herregårdsbyggerier. Avlsgården blev udflyttet og vejen ind over gården omlagt, så hovedbygningens nærområde kunne fremstå som en parkkulisse til den ombyggede hovedbygning. Langs markskel og veje sattes lave hække - formentlig tjørnehække - der vedligeholdelsesmæssigt var billigere og ikke ødelagde de metervis af drænrør, som blev udlagt over det ganske Lolland. Det betydelige arbejde, der udførtes på Pederstrup i 1860'erne, berørte i mindre grad det overordnede indtryk af herregårdens omkringliggende landskab, der i langt højere grad blev berørt af poplernes forsvinden og samlingen af de tidligere fæstegårdsjorder til større brug. Ved det etapevise bortsalg af Pederstrups jorder i 1930'erne blev en del af jorden udlagt til statsmandsbrug nord og øst for herregården, der dermed fik et mere bebygget præg - nu igen på tilbagegang i forbindelse med den igangværende nedrivningsbølge.