Historien bag

Første skriftlige vidnesbyrd om Pederstrup daterer sig til
1340'erne, da stedet ejedes af rigets drost Laurits Jonsen. I 1354
overgik Pederstrup med gods og birk til kongeligt eje og fungerede
frem til 1576 som lensmandsbolig for kongens repræsentant i området
- placeret strategisk sikkert i det lave vandfyldte terræn mellem
søen og de våde enge. Endnu i 1564 omtales seks gårde i Pederstrup
landsby som vidnesbyrd om, at gården oprindeligt var en
landsbyhovedgård, der i slutningen af 1500-tallet underlagde sig de
sidste bøndergårde. I 1576 overgik herregården til adeligt eje ved
mageskifte med familien Venstermand, og igennem 1600-tallet blev
gården løbende handlet.
Pederstrups idylliske beliggenhed ved søens bred dækker således
over en militærstrategisk placering, der som det tydeligste spor i
herregårdslandskabet fra middelalderen endnu er synligt. De
tidligste bygningsspor findes i den nuværende hovedbygnings kælder,
hvor rester af et mindre stenhus - formentlig rejst af lensmanden
Mikkel Brockenhuus i midten af 1500-tallet - indgår i den nuværende
bygning. Stenhuset har oprindeligt været omgivet af et anlæg af
bindingsværks- og trælænger. Senest da gården i 1576 overgik til
adeligt eje må der være rejst et større avlsbyggeri på Pederstrup,
der kunne huse gårdens produktion.
Ved overdragelsen i 1576 til familien Venstermand blev gårdens
fæstegods opgjort til 57 gårde spredt ud i et større område fra
Havløkke i øst til Øster Karleby i vest. Gårdens strøgodskarakter
skal formentlig finde sin årsag i dens tidligere status som
administrativt center for kongemagtens spredte gårde i området.
Pederstrup fastholdt strøgodskarakteren frem til 1680, da
herregården kom i overrentemester Henrik von Støckens eje. Gennem
kongelige gaver indledtes en samling af gårdens gods, som
svigersønnen overrentemester Peder von Brandt videreførte efter
overtagelsen i 1684. Foruden store donationer af fæstegårde modtog
han også patronatsretten til kirkerne i Vesterborg, Horslunde og
Nordlunde, ligesom han fik tilladelse til at nedlægge flere mindre
landsbyer med henblik på at samle et større jordtilliggende til
herregården. Arronderingen og udvidelsen af Pederstrup fulgte den
enevældige kongemagts intentioner i perioden for etablering af
storgodser, der kunne løfte den administrative byrde i
lokalområderne for det nyetablerede enevælde.
Ikke blot i arronderingen af jord under Pederstrup fulgte Peder
von Brandt kongemagtens bestræbelser. Også gennem om- og
udbygninger på gården fulgte udviklingen på Pederstrup tidens
herskende ideal. Oprettelsen af forpagtergården Skelstofte - i 1763
beskrevet som"…en god Ladegaard uden anden Bygning…"- vidner både
om en driftmæssig optimering af fæstebøndernes og husmændenes
hoveribyrde og om herskabets barokke distancering fra driften.
Forpagtere og forvaltere blev overladt styringen af avlsgårdene og
jorderne, mens herskabet henlevede en uforstyrret tilværelse i
Pederstrups hovedbygning - opbygget over den middelalderlige kælder
i 1686 - der indgik i en større barok iscenesættelse af gårdens
nærområde. Den aksefaste barokke iscenesættelse af Pederstrup skal
ses i forhold til den generelle hede-, skov- og overdrevskarakter,
der prægede området, og som det fremgår af Peder von Brandts kort
fra 1690'erne, hvor blandt andet"Perstrup Koe Haue"beslaglagde en
stor del af jorden nord for gården. Ved godsets patronatkirke i
Vesterborg oprettede Peder von Brandts enke omkring 1701 et
hospital, der fortæller, at Pederstrup allerede på dette tidspunkt
primært orienterede sig sydover. På overgangen til
herregårdsmarkerne fra Horslunde lå Pederstrup Birks tinghus ved
Bøgeskovens nordvestlige grænse. Områdets marker var i perioden
indhegnet - formentlig med løse risgærder - der hindrede vildtets
adgang til afgrøderne.
Peder von Brandts godssamling udvidede Pederstrups jorder og
domæne, så herregårdens hovedgårdstakst i 1776 kunne opgøres til
117 tdr. hartkorn. Gården var i 1729 med Skelstofte blevet
indlemmet i Reventlow-familiens nyoprettede grevskab - fra 1741
benævnt Christianssæde - og fungerede igennem hele 1700-tallet som
en forpagtergård. Både i 1763 og igen i 1776 blev Pederstrup
beskrevet som en stor og god gård, og P. Rhode forsætter"Dette
overmaade Lystige Sted ligger ved en Sø[der]indeholder Aborrer,
Suder, Gjeder, Aal og Brasen[og]forpagtes nu bort...".
Sværmeriet for naturen og en romantisk livsførelse fra 1760'erne
og frem, farvet af periodens tænkere som filosoffen J.J. Rousseau,
kan ikke undsiges at have medvirket til den positive bedømmelse af
Pederstrup og gårdens omgivelser. Begejstringen for det enkle liv
og det naturlige er formentlig også årsagen til, at C.D.F. greve
Reventlow og hans hustru efter overtagelsen af grevskabet i 1775
netop længtes efter Pederstrup som ramme for et liv - som C.D.F.
greve Reventlow skrev i 1787"...der er fuldt op af honning, smør,
hvede, mælk, fløde og alle gode ting". Samtidig må egnens
fragmenterede karakter have appelleret til den store
landboreformator, der her kunne opdyrke nyt land og se resultatet
af de mange anstrengelser. I 1806 blev der gjort status over
arbejdet med landboreformerne, og heri fremgår det, at der af
grevskabets 270 bøndergårde nu var udflyttet 98, mens lidt over
halvdelen af de 246 husmandssteder ligeledes var flyttet. Samlet
for en stor dels vedkommende i nye husmandskolonier som bl.a.
oprettedes i Ørslykke Huse på overgangen mellem landsbyens
udskiftede jorder og herregårdens store marker. De udskiftede
fæstegårdes jordlodder blev af grevskabet foranlediget indgrøftet
og hegnet med stiklinger fra poppeltræet, som fra Frankrig kom til
Danmark i slutningen af 1700-tallet.
Landskabet omkring Pederstrup gennemgik i de sidste årtier af
1700-tallet således en transformering. Efter C.D.F. greve Reventlow
i 1813 trak sig tilbage fra sine embeder, kom turen nu til selve
Pederstrup, der fik fornyet sin bygningsmasse i løbet af 1810'erne
foranlediget af bl.a. en brand i avlsgården. Gårdens barokke
iscenesættelse og velkomponerede bygningsmasse blev erstattet af en
landsbyagtig klyngebebyggelse, hvortil de tre ankomstveje endnu
førte ind over gårdspladsen. Vægtningen af Pederstrups jævne
karakter skinnede endnu i 1833 igennem, med"Store Pilerækker…"langs
vejene til herregården, der bedømtes som"…ret smuk, men noget
skiult Beliggenhed", og med en bygningsmasse der primært vurderedes
på avlslængernes udformning. Romantikken og drømmen om det simple
liv i overensstemmelse med naturen var tydeligt styrende for
gårdens udseende og som et ægte produkt af tiden så kunstfærdigt
tilrettelagt, at Pederstrups nærmeste omgivelser blev udlagt med en
landskabsæstetisk karakter, der gjorde det ud for den manglende
romantiske have ved hovedbygningen.
Gårdens simple udtryk blev sideløbende med de karakteristiske
poplers tilbagegang i 1860'erne erstattet af en ny herskabelig
iscenesættelse, der ikke kun opretholdt den æstetiske zone om
herregården, men tilførte den en fornyelse, der løftede Pederstrup
op på linje med tidens andre toneangivende herregårdsbyggerier.
Avlsgården blev udflyttet og vejen ind over gården omlagt, så
hovedbygningens nærområde kunne fremstå som en parkkulisse til den
ombyggede hovedbygning. Langs markskel og veje sattes lave hække -
formentlig tjørnehække - der vedligeholdelsesmæssigt var billigere
og ikke ødelagde de metervis af drænrør, som blev udlagt over det
ganske Lolland. Det betydelige arbejde, der udførtes på Pederstrup
i 1860'erne, berørte i mindre grad det overordnede indtryk af
herregårdens omkringliggende landskab, der i langt højere grad blev
berørt af poplernes forsvinden og samlingen af de tidligere
fæstegårdsjorder til større brug. Ved det etapevise bortsalg af
Pederstrups jorder i 1930'erne blev en del af jorden udlagt til
statsmandsbrug nord og øst for herregården, der dermed fik et mere
bebygget præg - nu igen på tilbagegang i forbindelse med den
igangværende nedrivningsbølge.