De våde enge

På Peder von Brandts kort over Pederstrup fra 1690'erne fremgår
det tydeligt, hvorfor gården blev anlagt netop her på en smal tange
i det lave vandfyldte terræn mellem søen og de våde enge. Kun fra
nord og syd var det fra naturens side muligt at komme til
herregården, der via en dæmning over den Store og Lille Eng omkring
1690 også blev tilgængelig fra øst.
De våde enge vidner sammen med søen om Pederstrups
middelalderlige historie som lensmandsbolig for kongen repræsentant
i området og fra 1576 hjemsted for familien Venstermand. I et svært
fremkommeligt terræn var statens interesser i sikkerhed på
Pederstrup, der formentlig yderligere var omgivet af voldgrave.
Igennem århundreder opretholdtes de våde enge ved Pederstrup - i
1690'erne endnu indtegnet med blågrønt, der indikerer moselignende
forhold. I takt med landhævningen, som allerede i 1833 blev
beskrevet som mærkbar for området, blev engene formentlig i
stigende grad udlagt til sommergræsning for herregårdens store
kvæghold, der i 1776 blev opgjort til 100 hollænderikøer.
Til trods for C.D.F. greve Reventlows store arbejde for
optimering af landbrugslandet - bl.a. ved afgravning af "...alt
skadelig vand..." for at forvandle "...de sure enge og moser..."
til "...fede hårdbundsenge…" - vedblev engarealet foran Pederstrup
at eksistere. Udlagt som en del af den æstetiske landskabszone, der
sammen med de solitære træer og gamle gravhøje omgav Pederstrup.
Engområdet vedblev igennem 1800-tallet at være udlagt til eng og
græsningsareal. Fra midten af århundredet formentlig udelukkende
for herskabets heste, der i 1872 rykkede ind i det nye
ridehuskompleks, som yderligere bidrog til den landskabelige
iscenesættelse omkring herregården.
I 1978 blev engområdet mellem hovedbygningen og avlsgården
underlagt en frivillig fredning sammen med de tilstødende marker,
der sikrer, at området opretholder sin store landskabelige
værdi.