Inddæmningen

Lungholms mest markante spor i landskabet findes i det store
inddæmningsområde ved Saxfjed mod syd. Her rejstes med midler fra
baroniet i 1874-79 det 10 km lange dige, der endnu sætter sig
tydelige præg på området, og som kastede hen ved 1.800 tdr. nyt
land af til baroniet.
Motiveret af periodens stigende efterspørgsel på korn og
foranlediget af en bundundersøgelse udarbejdet af kaptajn R.
Carstensen, der havde påvist fortrinlig landbrugsjord, igangsatte
baroniet i 1874 arbejdet med opførelse af diger og afvanding af det
inddæmmede land. Baroniet havde store forventninger til
indvindingen - godsforvalter Kragelund skulle ligefrem have
forudset afsætningsproblemer med den store produktion. Som
redegørelsen fra kaptajn R. Carstensen i juli 1878 angående status
og udfordringer med det store inddæmningsprojekt skulle vise, var
forventningerne allerede fire år efter blevet afløst af skuffelse
samtidig med, at udgifterne eksploderede.
Medvirkende til den dårlige økonomi var bl.a. udgifterne til
etableringen af digerne, visse steder næsten 7 m høje fra bund til
krone. R. Carstensen havde i det oprindelige overslag budgetteret
med, at baroniet selv skulle stå for opførelsen med økonomisk
tilskud fra Digevæsnet. Da digerne under Lungholm imidlertid indgik
i et samlet digeværk langs kysten, blev det i 1875 vedtaget, at det
nationale digevæsen selv skulle rejse digerne med tilskud fra de
private lodsejere - deriblandt Lungholm. En ændring, der alene kom
til at koste baroniet 52.452 kr., som baronen måtte finansiere
gennem lån i baroniets båndlagte kapital. Da det samtidig ikke
lykkedes"… at isolere Arealet fra det Landvand, der kommer fra det
tilgrænsende Opland…",måtte udgifterne til rørlægning og pumper -
bl.a. ved Billitze - forøges, hvilket samlet set medførte en
kraftig budgetoverskridelse, som baroniet havde svært ved at løfte,
og samme år som redegørelsen forelå, blev det sat under
administration.
Det indvundne land skulle vise sig langt fra at kunne leve op
til bundundersøgelserne fra 1874. I 1880 var området endnu præget
af store områder med"… betydelig Sandmasse...", der lå ubeplantet
hen ligesom sandflugt og oversvømmelser prægede området. Hurtigt
stod det klart, at den store landbrugseventyr udeblev, og baroniet
måtte se sig om efter alternative indkomstmuligheder. Løsningen lød
i første omgang på fåreavl, og til formålet blev afgivet et
overslag på opførelse af en schæferbolig ved inddæmningen til
1.490,27 kr., der rejstes sammen med to stalde. I februar 1880
indstillede skovrider Schröder til baroniet, at"… jyske Hedefaar
kjøbes…",idet de var billige og måtte"… antages […] haardføre Faar
[…] der egner sig langt bedre til den paagjældende Græsning og vil
være taknemmelig for den rigeligere Næring". Fårene skibedes ind
fra Kolding til Bandholm, hvorfra de blev transporteret til
inddæmningen. Fåreavlen skulle imidlertid vise sig at være
urentabel og blev efter et par år igen opgivet.
Frem til midten af 1900-tallet blev der regelmæssigt forsøgt
opdyrkning af de sandede jorder uden det store held. Baroniet måtte
sande, at indvendingseventyret mod syd ikke have økonomisk
overskud. Til gengæld kunne området benyttes til rekreative
fornøjelser som jagt, hvilket allerede Johan Julian Sophus Ernst
Bertouch-Lehn fik øje for få år efter digerne færdigetablering. I
september 1879 blev der ved den nybyggede Billitze Mølle rejst en
staldbygning, der bl.a. skulle" … indbefatte den Hestestald som er
aproberet opført til Hr. Lehnsbarons private Brug"til opstaldning
af heste i jagttiden.