Inddæmningen

Lungholm inddæmning

 

Lungholms mest markante spor i landskabet findes i det store inddæmningsområde ved Saxfjed mod syd. Her rejstes med midler fra baroniet i 1874-79 det 10 km lange dige, der endnu sætter sig tydelige præg på området, og som kastede hen ved 1.800 tdr. nyt land af til baroniet.

 

Motiveret af periodens stigende efterspørgsel på korn og foranlediget af en bundundersøgelse udarbejdet af kaptajn R. Carstensen, der havde påvist fortrinlig landbrugsjord, igangsatte baroniet i 1874 arbejdet med opførelse af diger og afvanding af det inddæmmede land. Baroniet havde store forventninger til indvindingen - godsforvalter Kragelund skulle ligefrem have forudset afsætningsproblemer med den store produktion. Som redegørelsen fra kaptajn R. Carstensen i juli 1878 angående status og udfordringer med det store inddæmningsprojekt skulle vise, var forventningerne allerede fire år efter blevet afløst af skuffelse samtidig med, at udgifterne eksploderede.

 

Medvirkende til den dårlige økonomi var bl.a. udgifterne til etableringen af digerne, visse steder næsten 7 m høje fra bund til krone. R. Carstensen havde i det oprindelige overslag budgetteret med, at baroniet selv skulle stå for opførelsen med økonomisk tilskud fra Digevæsnet. Da digerne under Lungholm imidlertid indgik i et samlet digeværk langs kysten, blev det i 1875 vedtaget, at det nationale digevæsen selv skulle rejse digerne med tilskud fra de private lodsejere - deriblandt Lungholm. En ændring, der alene kom til at koste baroniet 52.452 kr., som baronen måtte finansiere gennem lån i baroniets båndlagte kapital. Da det samtidig ikke lykkedes"… at isolere Arealet fra det Landvand, der kommer fra det tilgrænsende Opland…",måtte udgifterne til rørlægning og pumper - bl.a. ved Billitze - forøges, hvilket samlet set medførte en kraftig budgetoverskridelse, som baroniet havde svært ved at løfte, og samme år som redegørelsen forelå, blev det sat under administration.

 

Det indvundne land skulle vise sig langt fra at kunne leve op til bundundersøgelserne fra 1874. I 1880 var området endnu præget af store områder med"… betydelig Sandmasse...", der lå ubeplantet hen ligesom sandflugt og oversvømmelser prægede området. Hurtigt stod det klart, at den store landbrugseventyr udeblev, og baroniet måtte se sig om efter alternative indkomstmuligheder. Løsningen lød i første omgang på fåreavl, og til formålet blev afgivet et overslag på opførelse af en schæferbolig ved inddæmningen til 1.490,27 kr., der rejstes sammen med to stalde. I februar 1880 indstillede skovrider Schröder til baroniet, at"… jyske Hedefaar kjøbes…",idet de var billige og måtte"… antages […] haardføre Faar […] der egner sig langt bedre til den paagjældende Græsning og vil være taknemmelig for den rigeligere Næring". Fårene skibedes ind fra Kolding til Bandholm, hvorfra de blev transporteret til inddæmningen. Fåreavlen skulle imidlertid vise sig at være urentabel og blev efter et par år igen opgivet.

 

Frem til midten af 1900-tallet blev der regelmæssigt forsøgt opdyrkning af de sandede jorder uden det store held. Baroniet måtte sande, at indvendingseventyret mod syd ikke have økonomisk overskud. Til gengæld kunne området benyttes til rekreative fornøjelser som jagt, hvilket allerede Johan Julian Sophus Ernst Bertouch-Lehn fik øje for få år efter digerne færdigetablering. I september 1879 blev der ved den nybyggede Billitze Mølle rejst en staldbygning, der bl.a. skulle" … indbefatte den Hestestald som er aproberet opført til Hr. Lehnsbarons private Brug"til opstaldning af heste i jagttiden.