Historien bag

Ved sammenlægning af de to Olstrupgårde, nedlæggelse af den
lille landsby Pugerups tre gårde samt erhvervelse af
omkringliggende strøgods skabte Palle Rosenkrantz (1587-1642) i
1639 hovedgården Lungholm af sine sydlige jorder - navngivet efter
sin tredje hustru Lisbeth Lunge (1610-59).
De to Olstrupgårde, der i 1650 blev omtalt som to skønne gårde
med herligt tillæg, kendes i kilderne tilbage fra 1434, hvor Herman
von Hafn skrev sig til stedet. Hvorvidt der har været tale om en
hovedgård eller blot en godssamling på dette tidspunkt, lader sig
ikke afgøre. I 1568 boede en bonde i den ene halvpart af
Olstrupgårde, hvilket indikerer, at en eventuel hovedgård på dette
tidspunkt var blevet afløst af to store bondegårde.
Lungholms etablering i 1639 skal formentlig ses i tilknytning
til Palle Rosenkrantzs generelle jordpolitik på Lolland. Med
udgangspunkt i hovedsædet Krenkerup indledte han en samling og
omlægning af sine jordbesiddelser, der medførte anlæggelsen af
Lungholm samt udvidelse af hovedgården Gjeltoftegård, der efter ham
omdøbtes til Rosenlund. Det kunne tyde på, at to gårde, ud fra
overleverede arkivalier og ældre billedmateriale, begge har haft en
mindre bygningsmasse reserveret til Palle Rosenkrantz i jagttiden
og således ikke blot har udfyldt en produktionsmæssig rolle, men
også udfyldt en herskabelig funktion i jagtperioderne.
Trods en stor investering i etableringen af hovedgården og
rejsning af nye bygninger henlevede Lungholm i de efterfølgende
årtier en stille tilværelse som forpagtergård under Krenkerup med
fire marker i trevangsdrift. Den relative stationær karakter
fastholdtes helt frem til 1680'erne, om dog Lisbeth Lunge løbende
udvidede fæstegodset i sin enkestand. I 1649 blev Lungholm opgjort
til 60 tdr. hartkorn hovedgårdsjord og med 48 fæstegårde, en
vejrmølle, et vænge og 16 huse under sig, mens det underliggende
gods i 1688 - efter gården ved arv i 1684 var blevet udskilt
definitivt fra Krenkerup - fordelte sig på 55 gårde fra Vejleby i
vest til Sjælstofte i øst. Ved skiftet efter Margretha Rodsteen
(1664-1711) i 1711 - der sammen med sin ægtefælle Flemming greve
Holck (1659-1701) som de første ejere boede på Lungholm - blev
bøndergodset opgjort til 42 gårde, to ødegårde, en vejrmølle samt
31 huse fordelt indenfor den to mils grænse, der kræves for at
fastholde skattefrie hovedgårdsmarker efter de nye
hovedgårdsbestemmelser i 1682.
I 1723 blev Lungholm erhvervet af Christian Ditlev greve
Reventlow (1671-1738) som i 1729 indlemmede gården i det
nyoprettede grevskab Christiansborg - fra 1741 omdøbt til
Christianssæde. Lungholm blev igen udlagt til forpagtergård - i
1776 beskrevet af præsten P. Rhode som en gård bestående af"… 3 i
hinanden byggede grundmurede Fløie, som holdes i god stand, men
haven kan ikke passere uden som en Kaalhave. Hele Bygningen omgives
af Grave og indesluttes rundtomkring af større og mindre Skove".
Karakteristisk for 1700-tallets lollandske hovedgårde var der på
Lungholm indrettet et mejeri, der af præsten blev betegnet som et"…
godt Hollænderi, som indbringer aarlig over 100 daler…". I april
1784 blev Lungholm udskilt fra grevskabet og solgt til ejeren af
Højbygård Poul Abraham baron Lehn (1732-1804) for 38.700
rigsdaler.
Til trods for, at Poul Abraham Lehn ad åre skulle satte markante
spor på Lungholms omkringliggende landskab, lagde han stilfærdigt
ud efter overtagelsen. Forpagter Christen OIsen, som under C.D.F.
Reventlow (1748-1827) i 1782 var kommet til fra Gjedsergård, fik
fornyet sin forpagtningskontrakt i 1788 men en række mindre
ændringer - bl.a. blev jorden fra en nedlagt gård i Hyldtofte lagt
under Lungholm - og den store forskel, at forpagtningsafgiften blev
sat op fra 1.000 rigsdaler til 2.200 rigsdaler årligt. Med
undtagelse af nogle få rum i forpagterboligen og"… den Hauge som
ligger sønder for sidstnævnte Hauge samt, den derved liggende liden
gaardsplads og de 4 Frugttræer som staar inden for grøften [der]
forbeholdes herskabet…"blev gården overladt til forpagteren, der
samtidig fik råderet over de tilknyttede hovbønders arbejdskraft.
Gårdens hovbønder havde pligt til at vedligeholde hegn og gærder
rundt om gårdens hovedgårdsjorder under tilsyn af ladefogeden, der
formentlig også holdt opsyn med bønderne, der endnu - som det
fremgår af forpagtningskontrakten i 1782 - skulle køre årets høst
til udskibning i Nysted, Kragevig eller Rødby.
Med baron Lehn kom landboreformerne for alvor til Lungholm.
Tirsdag d. 14. juli 1796 blev der afholdt hoverikommissionsmøde på
gården med henblik på udarbejdelse af en hoveriforening mellem
baron Lehn og Lungholms 48"hovninger". I mellem de mange
paragraffer og bestemmelser fremgår det tydeligt, at baron Lehn
havde iværksat en betydelig omlægning af driften på Lungholm. Af
hensyn til"… Beqvemmelighed ved Hoveriets Forrettelse…"havde han
ladet udføre en mindre omlægning af jorderne under Højbygård og
Lungholm, hvorved 14 tdr. hartkorn fra Lungholm blev lagt til
Højbygård. Foruden en omlægning af jorderne havde han også indledt
en driftsomlægning fra den hidtidige praksis med firemarksdrift til
over en periode på ni år at få udlagt syv marker, der alle blev
indhegnet med jordvolde og grøfter og på hvilke fæstebønderne nu
havde pligt til at vedligeholde de levende hegn. Høstens udskibning
foregik ikke længere fra Rødby, men derimod fra Nysted, Bandholm,
Kragevig og ikke mindst fra baron Lehns egen havn ved Oreby
Ladested.
Lungholm blev under baron Lehns ejerskab i stigende grad knyttet
sammen med Højbygård, der blev administrationscentrum fra hans
sydlige besiddelser. Højbygård dominerede de efterfølgende to
årtier ikke blot Lungholm som administrationscenter, men også
gennem sin størrelse - 166 tdr. hartkorn med 106 hoveripligtige
fæstegårde under - og via sin beliggenhed centralt mellem Rødby og
Maribo. Samhørigheden med Højbygård blev yderligere understreget
året før Poul Abraham Lehns død, da de to gårde sammen med
Råhavegård d. 1. juli 1803 blev ophøjet til stamhuset Sønderkarle -
efter traditionen benævnt således fordi Poul Abraham Lehn, som
residerede på Guldborgland, benævnte sine sydlige fæstebønder for
de søndre karle - for Cathrine Elisabeth Lehn (1772-1802) og
ægtefællen F.J.C. von Bertouchs (1764-1831) efterkommere uden dog"…
at forandre Gaardenes Navne Høibygaard og
Lungholm…".Stamhusbestemmelserne medførte umiddelbart ikke de store
ændringer på Lungholm, idet stamhuset ved baronens død i 1804 gik i
arv til den mindreårige Poul Godske von Bertouch (1796-1831), der
først i 1821, to året efter stamhuset var blevet ophøjet til baroni
og slægtsnavnet ændret til Bertouch-Lehn, aktivt engagerede sig i
sine besiddelser.
Samtidig valgte Poul Godske Bertouch-Lehn at bosætte sig på
Lungholm, hvorved gården blev ophøjet til hovedsæde for baroniet.
Lungholms nye status medførte en del mindre byggerier, ligesom
halvdelen af den tidligere forpagterbolig i østfløjen nu blev
reserveret herskabet. De øvrige værelser, tillige med havestuen i
midtfløjen, blev endnu overladt til forpagteren. Dette fremgår af
udbudsmaterialet forud for auktionen i august 1820, hvor
forpagtningen blev auktioneret bort til højstbydende. I
forpagtningskontrakten i 1840 fremgår det, at herskabets pladsbehov
var steget, idet"Den hele øster Fløi af Waaningshuset…" nu alene
blev forbeholdt "… til Beboelse af Baroniets Besidder…"mens
forpagteren måtte tage til takke med de gamle økonomirum i"… den
vester Fløi af Waaningshuset […] til brug for sig og familien".
Frem til bortforpagtningen i 1852 fik forpagteren sammen med
driften overdraget to huse på Hyldtofte Fæland, hvori det var ham
tilladt at holde to familier, der kunne benyttes til at vogte
forpagterens kvæg på øerne Hyllekrog og Brunddragene - der
ligeledes blev overladt til forpagteren. Med i
forpagtnings-kontrakterne fulgte nøje tilrettelagte driftsplaner
for Lungholms syv marker, mens driften på de resterende eng- og
markområder som vel som i skovene blev holdt uden for
forpagtningen. Til trods for at skovdriften fra begyndelsen af
1800-tallet oplevede en generel opkvalificering på de lollandske
hovedgårde, og der allerede i folketællingen i 1787 nævnes en
skovrider og en skovfoged på Lungholm, var driften af de nærved
liggende skove endnu i 1809 delvist overladt til fæstebønder som
Hans Sørensen i Hyldtofte, der jævnfør fæstebrevet for gård nr. 8
skulle føre tilsyn med en skovpart mod at få tilladelse til at
hugge i underskovens elle-, hessel- og tornbeplantning.
Fæstebønderne var stadig den primære arbejdskraft på Lungholm.
Først ved bortforpagtningen i 1852 fremgår det, at gården ikke
længere blev drevet med hoveri. Forpagteren fik nu overdraget"…
alene til afbenyttelse tvende familiehuse til tjenesteshuse…"hvilke
han samtidig fik vedligeholdelsesansvaret for.
Tidspunktet for afskaffelse af hoveriet skal finde sin årsag i
den tilladelse, som Johan Julian Sophus Ernst baron Bertouch-Lehn
(1826-1905) året før d. 8.juli 1851 af Frederik VII modtog til at
afhænde"… de til baroniet hørende Gaarde og Huse samt 3 Møller…".I
perioden 1853-61 overgik 82 af baroniets 133 fæstegårde til fri
ejendom og efter at baronen kunne inddrage"… den 1/10 Deel hvorover
jeg ifølge Lov af 18. februar 1861 § 2 erholder Dispensationsret
naar det øvrige er solgt"blev yderligere 43 gårde i 1860'erne
afhændet til arvefæste. Fæstegodset medførte således ikke blot en
udvidelse af baroniets jorder, men også en tilføring af kapital,
der bl.a. blev omsat i opførslen af en ny hovedbygning på
hovedsædet Lungholm. Den nye statelige hovedbygning, den samtidige
anlæggelse af en ny park samt opførslen af en ny forvalterbolig
vest for hovedsædet i 1853 cementerede tydeligt, at Lungholm nu
både var bolig for baronen og centrum for baroniets administration.
Højbygård fungerede fra da af alene som forpagtergård. Det
herskabelige løft på Lungholm kastede ikke blot en opkvalificering
af bygningsmassen og omgivelserne af sig, men lod sig også aflæse i
voksende udgifter til bl.a. jagtvæsnet, hvor baron Bertouch-Lehn
gik foran i bl.a. fasanopdrættet på Lolland, ligesom Studehave Skov
i 1869 indrettedes til dyrehave.
I hverdagen på Lungholm kunne baronens standsmæssige livsførelse
aflæses i en stigende adskillelse af herskabets liv fra
forpagterens hverdag til trods for de boede hver deres fløj af
hovedbygningen. Allerede i 1840 præciseres det i
forpagtningskontrakten, at porten i den store lade ud mod
landevejen, gennembrudt omkring 1800, ikke måtte benyttes af
forpagter og hovbønder i høsttiden. Løsgående svin måtte
forpagteren heller ikke længere holde i borggården foran
hovedbygningen, hvor baronen også frabad sig opstilling af brænde.
Ønsket om at adskille forpagterens hverdag fra herskabets liv
fremgår også af forpagtningskontrakten fra 1852, hvori
forpagteren"… til Brug og Beboelse i Forpagtningsaarene [fik
stillet] samtlige nye Bygninger som er opførte til Forpagtergaarden
og som saaledes særskilt er fraskilt den herskabelige Gaard…"til
rådighed, indtil baronen"… saa hurtigt det er ham muligt [fik
opført en ny] Bygning til Waaninghuus for forpagteren". Hensigten
noteredes også i de efterfølgende forpagtningskontrakter, uden
byggeriet fandt sted. Først ved avlsgårdens brand og efterfølgende
flytning i 1922 blev der opført en ny forpagterbolig på afstand af
hovedbygningen, der definitivt adskilte forpagterens bolig fra
herskabets hjem.
Den økonomiske gevinst afledt at fæstegårdssalget og fremgangen
i periodens landbrug medførte, at baroniet fra midten af
1800-tallet indledte en opkvalificering af de underliggende
avlsgårde med flere nybyggerier - bl.a. på Højbygård - ligesom
forpagtergården Saxfjedgård i 1865 blev oprettet ved sammenlægning
af en række mindre lodder langs kysten. Efter stormfloden i 1872
stod det klart, at kystlinjen mod syd måtte sikres med nye og
forbedrede diger. Baroniet indledte samtidig en undersøgelse af
mulighederne for indvending af nyt land i området. På den baggrund
igangsættes et større landindvendingsprojekt, der skulle skabe et
nyt stort dyrkningsområde. Tanken kan ikke have været helt ny, for
allerede i 1852 fik forpagteren ikke længere stillet Hyllekrog og
Brundengene til rådighed, idet
"… Herskabet forbeholder sig [området] for at tage under en
Kulturforbedring". Indvendingseventyret mod syd skulle vise sig at
blive en økonomisk stor belastning for baroniet, der i 1878 blev
sat under administration.
Som driftsenhed under baroniet blev hverdagen på Lungholm kun i
mindre grad påvirket at inddæmningsarbejdet mod syd og den
medfølgende økonomiske belastning. Driften på gården var endnu i
høj grad præget af den store omlægning og driftsplaner, som var
blevet indført tidligere i århundredet. På de syv marker blev der i
1840'erne dyrket afgrøder som havre, vintersæd, byg og kløver,
ligesom der årligt blev udlagt en mark til blandingsdrift med
ærter, vikke og kartofler. I 1880'erne skete der ændringer i
afgrøderne, da en mark blev udlagt med"Bælgsæd, Blandsæd og Roer"og
først i 1890'erne blev en hel mark alene tilsået med roer. Hermed
var sukkereventyret indledt på Lungholm, hvor driften i 1891 for en
foreløbig 13 års periode blev bortforpagtet til De Danske
Sukkerfabrikker, som i en årrække havde drevet Højbygård og
sukkerfabrikken i Holeby. I årtierne efter blev roebanen til
sukkerfabrikken anlagt nord og vest for gården samtidig med, at
polakkasernen mellem Tågerup og Lungholm blev rejst.
I 1905 gik Johan Julius Sophus Ernst Bertouch-Lehn bort efter at
have besiddet baroniet i mere end 50 år og sønnen Poul Abraham
baron Bertouch-Lehn (1855-1928) kunne tage over. Efter en større
udbygning og renovering af Lungholm samme år kunne han i 1906
flytte ind. Sideløbende fandt en udvidelse af godsets
funktionærhuse sted, ligesom en ny tidssvarende herskabsstald blev
opført. Der opretholdtes forsat en herskabelig tilværelse på
baroniet, der i 1925 blev afløst tre år efter, at avlsgården på
Lungholm pga. brand var blevet nyopført efter arkitekt Axel
Jørgensens tegninger på afstand af hovedbygningen.