Historien bag

Våbenskjold

 

I 1714 oprettede Søster Lerche grevskabet Knuthenborg af herregårdene Aarsmarke, Vårskovgård, Havløkkegård, Maribo Ladegård og Bandholmgård med en samlet størrelse på lidt over 1.732 tdr. hartkorn. For at opfylde de påkrævede 2.500 tdr., som medførte grevskabets eftertragtede skattefrihed, amtmandsbeføjelser og selvstændig jurisdiktion i form af et birk, manglede dog stadig hen ved 800 tdr. hartkorn. Alligevel kunne grevskabet i 1714 ansætte sin første birkedommer og sætte grevekrone over slægtsnavnet, idet Søster Lerche ved inddragelse af svigerdatterens arvede sjællandske besiddelser fik kongelig dispensation til at erigere grevskabet for sønnen. Dog krævedes det, at grevskabet inden for en 20-årig periode efter Store Nordiske Krigs afslutning fik afløst de sjællandske besiddelser med jord på Lolland. I 1738 indløstes klausulen, da den nyoprettede herregård Knuthenlund og omkringliggende strøgods lagdes under grevskabet. Grevskabet bestod herefter udelukkende af lollandske godsbesiddelser. Med samlingen af grevskabets domæneområde i 1738 på Lolland lå Knuthenborgs udstrækning nogenlunde fast, og udviklingen i retning af en centrering på og omkring grevskabets hovedsæde indledtes i det små.

 

Frem til 1790'erne havde grevskabets administration og driftsstruktur en relativ fast form med fokus på et virke i overensstemmelse med 1700-tallets traditionelle grevskaber. Med et net af jævnt fordelte herregårde drevet som forpagtergårde med vangdrift, og hvortil der blev ydet hoveri af grevskabets fæstebønder, manifesterede Knuthenborg sig gennem en administrativ og driftsorienteret struktur, der kun i begrænset udstrækning lod sig aflæse i landskabet.

 

I slutningen af 1700-tallet var grevskabets administration placeret på Knuthenborg og Bandholmgård og på dette tidspunkt opdelt i en østlig og vestlig afdeling. Fæstebønderne omkring Knuthenborg avlsgård fik deres fæstekontrakter underskrevet hos forvalteren på hovedsædet, mens de mange fæstebønder under de vestlige forpagtergårde skrev under på Bandholmgård. Det var også til disse to centre, at den årlige landgilde skulle svares. Valget af Bandholmgård skal formentlig ses i forbindelse med udskibningsstedet ved Bandholm, der ejedes af grevskabet og fungerede som den store port udadtil. Bandholm var dog ikke det eneste udskibningssted, også i Blans var der mulighed for udskibning. Alligevel indtog Bandholm en særposition med både kro og toldsted, der afspejlede, at Bandholm også var ladeplads for Maribo.

 

De underliggende forpagtede herregårde dannede rygraden i grevskabets drift og indtjening. De senere bevarede forpagtningskontrakter har næsten karakter af fæstebreve, og driften har derfor sandsynligvis også i 1700-tallet været holdt i stramme tøjler fra grevskabets side. Over forpagteren stod forvalteren på henholdsvis Knuthenborg og Bandholmgård, som havde juridiske og administrative opgaver. Derover fandtes godsinspektøren - bl.a. bosiddende i Maribo og Sakskøbing - som havde det overordnende ansvar og refererede til greven selv. Birket var en vigtig del af grevskabets administration, men lader sig ikke aflæse i landskabet i 1700-tallet, da retsmøder og domsafsigelser ikke fandt sted i en særskilt bygning.

 

Bygningsmassen på grevskabet var frem til 1800-tallet ikke præget af særskilt byggestil eller udtryk. Hovedbygningen på Knuthenborg var i 1750'erne stadig et bindingsværkanlæg, og gårdens herskabelige præg gav sig primært udtryk i haven. De forpagtede gårde opretholdt et jævnt udtryk. Kun i avlsanlæggenes dominerende volumener og i udlægningen af hovveje lod forpagtergårdene sig aflæse som tilhørende grevskabet, alle opført med stråtage og i bindingsværk, kalket over stok og sten. Den gængse opfattelse af, at større godser i 1700-tallet manifesterede sig i landskabet med kunstfærdigt udformede bygningsanlæg og imponerende våbenskjolde, stemmer således ikke overens med forholdene på grevskabet Knuthenborg i perioden.

 

Manifesterede grevskabet sig ikke fysisk i landskabet, så forholdt det sig anderledes i grevskabets patronatskirke i Hunseby. Her oprettedes desuden af grevskabets stifter Søster Lerche i 1698 en skole for det daværende Aarsmarkes bønders børn, ligesom en fattigstiftelse bærende hendes navn kom til. Omkring 1800 holdt landboreformerne deres indtog i Danmark og på Knuthenborg. På grevskabet begyndte de første udskiftninger omkring 1803. I 1818 kom Knuthenborg under administration, fordi den kun 7-årige Frederik Marcus greve Knuth overtog grevskabet efter sin farfader, hvilket i nogen grad bremsede udviklingen. Administrationen varede frem til 1837, hvorefter arbejdet med at forbedre og effektivisere grevskabets jorde for alvor igen kunne tage fat - godt hjulpet af gunstige tider for landbruget generelt. I 1845 modtog greven på Knuthenborg som den første lensbesidder tilladelse til salg af fæstegodset, hvilket med stor intensitet blev udført i de efterfølgende år. Parallelt med at grevskabet i perioden solgte ud og dermed mistede det administrative og driftmæssige greb om sit tidligere fæstegods, opstod en hierarkisering af det tilbageværende personale med henblik på en markering og samling af godsfunktionerne omkring hovedsædet.

 

Som en del af den nye hierarkisering opførtes nye embedsboliger til grevskabets ansatte fra 1840'erne og frem, der bidrog til den voksende markering af grevskabet i området. Tidligere blev administrative opgaver på grevskabet varetaget i kombination med fæste af en gård eller en funktion, som det bl.a. sås hos birkedommeren på Svanevig. Op igennem 1800-tallet afvikledes dette dobbeltvirke for gårdens ansatte, der nu alene varetog deres embede bosat i embedsboliger opført til formålet og udstyret med grevskabets symboler. Ligeledes kom der et stigende antal specialstillinger til, bl.a. inden for skovdriften, der også satte scenen for grevskabet. Den administrative opdeling i en østre og vestre del ophørte i de første årtier af 1800-tallet, formentlig efter udskiftningen og udflytningen af fæstegodset havde fundet sted. Tilbage var nu kun en forvalter, der endnu i en kort periode varetog de administrative opgaver og fungerede i samråd med godsinspektøren, inden godsinspektøren i 1850'erne blev alene om dette arbejde - støttet af skriverkarle. Grevskabets afvikling af fæstegodset lader sig således tydeligt afspejle i administrationen, hvis virke gik fra varetagelse af grevskabets fæstegårde til at holde opsyn med de tilbageværende forpagtergårde.

 

Omkring 1840 begyndte den nye struktur at lade sig aflæse i landskabet. De forpagtede herregårde under grevskabet fik langsomt men konsekvent en ensartet fremtoning i perioden frem til 1880'erne, der synligt markerede Knuthenborgs ejerskab. Bandholmgård blev revet ned og afløst af en ny skovriderbolig i 1846, godsinspektøren blev trukket ind på grevskabet i egen bolig, og der oprettedes nye forpagtergårde som f.eks. Pårupgård og Hasagergård, der i udseende og udformning knyttedes til grevskabet. I 1870'erne kom Damsmosegård til, der sammen med de øvrige forpagtede gårde og herregårde dannede stammen i et strengt centralt styret forpagtersystem. Som et resultat af frasalget af fæstegodset blev forpagtergårdes funktion som driftscentrum for fæstegodset ændret til større gårde under grevskabet med arbejdskraften boende på gården eller i de nærmeste landsbyer. Når grevskabets administration igennem 1800-tallet kunne mindskes, så skyldtes det en stram styring og en ensretning af disse forpagtergårde, der med fastlagte driftsplaner og en ensartet udformning lettede opgaverne betydeligt. Den stramme ensretning af forpagtergårdene fremgår også af forpagtningskontrakterne, der blev ensartet udformet med samstemmende krav og forpligtelser i forhold til vedligehold, drift og styring - omend afstemt efter de enkelte gårdes størrelse - og hvori man bl.a. fra grevskabets side indskærpede, at de gamle popler fra midten af århundredet skulle erstattes med tjørn.

 

I perioden fra 1880 og frem fandt det nye hierarki sin endelige form - visuelt markeret i den fornyede bygningsmasse på grevskabet fra skovfogedboligerne i skovene til bebyggelsen bag den nyopførte mur. Skovrideren hørte sammen med godsinspektøren og gartneren til de bedst lønnede og højst placerede i toppen af grevskabets hierarki. Knuthenborgs personale var nu i høj grad koncentreret omkring grevskabets hovedsæde. Centraliseringen af grevskabets virke lader sig også aflæse i oprettelsen af Karen Knuths friboliger i 1879, der udelukkende var forbeholdt og beboet af tidligere ansatte i centrale funktioner som guvernanter, forvaltere og lignende.

 

Efter overgangen til selveje for grevskabets fæstegårde blev Knuthenborg som resten af landets godser afhængig af det tilbageværende husmandshoveri. I 1850'erne afløst af lønnet tjenestefolk, ofte hentet blandt grevskabets gamle hoveriarbejdende husmænd og landarbejdere. Til denne nye gruppe opførte Knuthenborg i løbet af årtierne omkring 1900 en række arbejderhuse, der i deres fælles ydre og via strategisk placerede våbenskjolde og monogrammer tydeligt markerede grevskabets ejerskab. I 1914 frasolgtes Knuthenborgs vestlige parti og et årti senere, efter lensafløsningslovens vedtagelse i 1919, blev grevskabets areal yderligere reduceret samtidig med, at resterne af de tilbageværende bindinger på grevskabet blev ophævet. I 1926 fandt afløsningen af Knuthenborg sted og medførte, at en del af forpagtergårdenes jorde, bl.a. Vårskovgårds og Maribo Ladegårds jorde, blev udlagt til oprettelse af statshusmandsbrug, mod at området omkring hovedsædet bevaredes intakt. Selv om grevskabets æra nu definitivt var forbi, vedblev Knuthenborg op igennem 1930'erne og 1940'erne at markere sin tilstedeværelse i det byggeri, som blev opført i bl.a. Bandholm.