Forpagtergårdene

Driften og administrationen på Knuthenborg var kendetegnet af
forpagtergårde, som var underlagt en streng styring fra grevskabet.
Gårdene lå spredt ud over grevskabet. Bevarede
forpagtningskontrakter giver et indblik i den strenge
administration, som forpagterne blev underlagt. Alle
forpagtningskontrakter fik vedhæftet en udførlig driftsplan, som
nøje angav hvad, hvor og hvornår de enkelte afgrøder skulle dyrkes.
De bevarede driftsplaner er enslydende, men tog forbehold for
lokale forhold, hvilket vidner om, at grevskabets administration
kendte de enkelte forpagtergårdes forhold godt.
Før 1840'erne var alle forpagtergårdene opført i bindingsværk -
daterende tilbage til 1700-tallet - og intet tyder på, at der i
behandlingen af disse blev gjort en særlig indsats for at markere
et tilhørsforhold til grevskabet. Det ændrede sig fra 1840'erne, da
grevskabet påbegyndte en udvidelse af de eksisterende
forpagtergårdes tilliggender samtidig med, at nye gårde kom til. De
første gårde, der undergik en bygningsændring med henblik på en
ensretning, der adskilte sig fra områdets gårde, var Vårskovgård og
den nyoprettede Pårupgård, der i 1840'erne fik nybyggede stuehuse.
Begge stuehuse var grundmurede enetages bygninger med halvvalmet
tage over høje kældre, hvori der på Pårupgård, jævnfør
synsforretningen af 1892, var indrettet mælkekælder, bryghus og
køkken. Lignende forhold må man formode også fandtes i Vårskovgårds
kældre. Ensartetheden i de to gårdsanlæg strakte sig imidlertid kun
til beboelseshuset.
Processen med ensretning af forpagtergårdene videreførtes i
1870'erne med et nyt byggeprogram efter Frederik Vilhelm Tvedes
anvisninger på grevskabet tre største forpagtergårde - Maribo
Ladegård, Havløkkegård og Knuthenlund. Omkring 1869 brændte
avlsgården på Maribo Ladegård. Umiddelbart efter branden må opgaven
med genopbygningen være overdraget til F.V. Tvede. I
Kunstakademiets arkiv findes en grundplan fra hans hånd for den nye
avlsgård indtegnet med den gamle hovedbygning, som først efter 1871
også må være blevet fornyet. Udformningen af et nyt stuehus på
gården fulgte i grove træk indretningen af både Knuthenlund og
Havløkkegård.
Grevskabets ensretning af forpagtergårdene kom ikke kun til at
omfatte bygningsmassen, men også det omkringliggende landskab. I
alle grevskabets forpagtningskontrakter fra midten af 1800-tallet
og frem præciseredes det, at forpagtergårdenes antikvariske
mindesmærker ikke længere måtte borttages, og eventuelt fundne
oldsager straks skulle overbringes til greven. De ellers
forstyrrende høje og stendysser på grevskabets jorde skulle fra nu
af forblive urørte. Formentlig som udtryk for en higen om historien
og et nyt landskabeligt blik på landbrugslandet fra grevskabets
side, der vægtede herlighedsværdien højt. Herlighedsværdien
inkluderede også jagtrettigheden, som grevskabets værnede om, og
hvortil fasaneriet var indrettet.
Det mest iøjnefaldende træk fra 1800-tallets ensretning af
forpagtergårdene er hegningen med tjørn, som blev på påbudt over
alt. Tjørnen havde den fordel, at den krævede et minimum af
vedligeholdelse og samtidig var effektiv og holdt vildtet ude.