Historien bag

Frederiksdal

 

Frederiksdal udspringer af landsbyhovedgården Grimsted, som nævnes første gang i 1305. Gården lå oprindeligt tættere ved Langelandsbæltet. Frem til 1552 var Grimsted i fælleseje med nabogodset Asserstrup, og gården var at betegne som en underordnet besiddelse. I 1635 flyttede den daværende ejer Christoffer Steensen Grimsted til det nuværende Frederiksdals placering, og opførte en ny trelænget hovedbygning i bindingsværk. Christoffer Steensen tog bolig på stedet og begyndte at arrondere herregårdens besiddelser. Ved den nye matrikel fra 1688 ejede Grimsted hele Højsmarke, strøgods i både Harpelunde og Tårs samt to enkelte gårde i Sandby.

 

Efter i en længere periode at have været handlet blev Grimsted i 1750'erne ved familien Knuths overtagelse omdøbt til Frederiksdal og føjet til baroniet Christiansdal som alloginalgods. Baroniet var oprettet i 1743 af Ide Margrethe grevinde Knuth for den næstældste søn Christian Frederik baron Knuth. Valget af navnet Frederiksdal blev, foruden at understrege tilhørsforholdet til den nye ejer og baroniet, formentlig også valgt med henblik på at give associationer til den enevældige kongemagt. Idet baroniet ved oprettelsen ikke opfyldte kravet til jordtilliggendets størrelse på 1.000 tdr. hartkorn, må grevinden have fået dispensation for afvigelse fra dette standardkrav, hvilket det efterfølgende køb af herregårde også bekræfter. Ingen af de efterfølgende herregårde, hun og sønnen erhvervede, blev underlagt baroniet men blot tilknyttet som tillægsgods. I 1757 købtes Søllestedgård, Asserstrup i 1763 og i samme periode - usikkert hvornår - Nakskov Ladegård.

 

Fra baroniets oprettelse og frem til salget af Frederiksdal i 1784 var gården sæde for baronen. Frederiksdal kan derfor sammenlignes med periodens lystbetonede herregård i rokokoens glansperiode på overgangen til klassicismen rejst alene ud fra en tanke om et rekreativt landsted. I 1750'erne påbegyndtes opførelsen af den nuværende hovedbygning efter tegninger af arkitekt Georg Diderich Tschierscke som erstatning for den tidligere bindingsværksbygning. Hovedbygningens tunge udformning og aksefaste placering i landskabet har rod i barokkens iscenesættelse, mens rokokoens fokus på rekreativ livsførelse lader sig aflæse i den tætte forbindelse mellem hovedbygning og have. Den manglende forbindelse til avlsgården - der ikke fornyedes - understreger yderligere hovedbygningens status som landsted, idet denne bevidst blev placeret i en selvstændig aksial struktur med forbindelse til den stramt komponerede barokhave og det omkringliggende flade landskab. Kun ankomstvejens bratte afslutning og snørklede forløb ved den daværende smedje forstyrrede anlæggets aksefaste struktur og vidner om, at anlægget ikke blev opbygget fra bar mark.

 

I samspil med hovedbygningen blev det herskabelige liv yderligere tydeliggjort ved oprettelse af en dyrehave i skoven øst for haven. I den nuværende have findes desuden stærke indikationer på, at der ved hovedbygningens vestside var anlagt karpedamme, da ferskvandsfisk var en yndet spise blandt 1700-tallets elite. Dyrehaven, karpedammene og hovedbygningens iscenesatte omgivelser var en del af de herlighedsværdier, som udmærkede Frederiksdal som baronens sæde, ligesom de udgjorde en del af herregårdens særrettigheder. Blandt særrettighederne hørte også udskibningsstedet Korsnakke, hvor baronen havde ret til at udskibe godsets kornproduktion udenom de nærliggende købstæder. Frem til salget af Frederiksdal blev færgefarten ved Tårs desuden administreret fra Frederiksdal, selv om retten til færgefarten hørte under baroniet.

 

Der blev ført stort hus på Frederiksdal i midten af 1700-tallet, men i 1784 var baronen nødt til at overdrage baroniet til sin ældste søn, der samtidig via en pro forma handel købte alloginalgodset. Den "afsatte" baron tilbragte efterfølgende en del år på den nyoprettede gård Nøjsomhed, etableret på et hede- og skovområde nord for Købelev. Sønnen Adam Christopher baron Knuth solgte, samme år han købte Frederiksdal, gården sammen med Asserstrup til Henrik baron Bolten. Køberen valgte dog få år efter i 1786 at videresælge begge ejendomme for 63.000 rigsdaler til Simon Andersen Dons og Joachim Barner Paasche, som købte de to gårde i fællesskab og efterfølgende delte dem mellem sig. Paasche fik i første omgang Frederiksdal. Med de to købere indvarsledes en ny epoke i Frederiksdals historie. De to købere var begge tidligere godsforvaltere og havde en langt mere drifts- og landbrugsfaglig tilgang til deres køb og virke, end Frederiksdal tidligere ejere havde udvist.

 

Som alloginalgods til baroniet Christiansdal spores dele af landboreformernes ændringer tidligt på Frederiksdal. Allerede i 1773 foreligger der et hoverireglement på gården, der fastsatte de 40 fæstebønders hoveribyrde. Det var dog først, efter at gården var kommet i Paasches og senere Dons' eje, at der på Frederiksdal kom skred i landboreformerne, der skulle ændre gårdens virke og status markant. Mens Paasche havde gården, blev der endnu indført fæstebreve for såvel hus- som gårdmænd i fæsteprotokollen. Da Dons i 1797 igen kom til - nu som eneejer - blev der alene indført husmandssteder i protokollen. De to på hinanden følgende godsforvaltere må klassificeres som tilhørende kategorien af godsslagtere, der i slutningen af 1700-tallet gjorde sig gældende over det ganske land, idet de tjente gode penge på periodens konjunkturfremgang med stigende priser på landbrugsjorden. Godsslagtere som Paasche og Dons handlede løbende med gods i perioden, finansieret gennem opbrydninger af klassiske 1700-tals herregårde ved udparcelleringer og frasalg - en udvikling, der lagde sig i forlængelse af periodens reformarbejde, og som også enevælden støttede op omkring. Mens Paasche finansierede sit efterfølgende godskøb gennem delvis frasalg af Frederiksdals fæstegårde, så videreførte Dons arbejdet med fornyet intensitet fra 1797 ved afhændelse af det resterende fæstegods, frasalg af gårdens patronatsret til Købelev Kirke i 1801 og udskillelse af Stensgård, som i 1803 blev opgjort til lidt over 17 tdr. privilegeret hartkorn, fra Frederiksdals jorde.

 

Ikke kun hvad angår fraslaget af Frederiksdals fæstegårde og patronatsret spores landboreformerne på gården. Ved Dons' overtagelse fik fæstehusmændene - der nu udgjorde gårdens primære arbejdskraft - klart definerede rammer for deres hoveri på gården, som de skulle passe ved siden af et mindre jordlod. Husmændene ernærede sig i stigende grad igennem 1800-tallet gennem deres virke på gården, hvilket bl.a. også ses i den tilladelse, som den daværende ejer Carl Burchard i 1838 fik på formindskelse af 28 husmandssteders jordtilliggende - svarende til 80 tdr. land - som blev lagt direkte under herregården. Fra da af var det udelukkende gennem deres arbejde på avlsgården, husmændene blev brødfødet. Kendetegnende for udviklingen på Frederiksdal igennem 1800-tallet var et fokus på en driftmæssig optimering af gården. Gården blev løbende handlet, og ejerne besad en landbrugsfaglig tilgang til besiddelsen. 1700-tallets fokusering på iscenesættelse og herskabspræg var trådt i baggrunden, og først i 1890 - da Daniel Frederic le Maire overtog gården - oplevede Frederiksdal på ny en blomstringsperiode med stigende fokus på det herskabelige, bedst illustreret ved havens omlægning og tilbygningen på hovedbygning fra 1914, tegnet af arkitekt H.C. Glahn. Perioden kendes også som herregårdens "indian summer", hvor gode tider i landbruget gjorde det muligt at genopfinde tidligere tiders herskabelige livsførelse.

 

I 1957 solgte arvingerne Frederiksdal til familien Krabbe. Dermed fik herregården igen adelige ejere, der igennem det 20. århundrede fokuserede på at gøre gården til en rentabel virksomhed.