Avlsgården

Frederiksdals dominerende hovedbygning overskyggede til stadighed gårdens produktionsenhed. Ganske symbolsk var avlsgårdens placering skudt til side for hovedbygningens herskabelige iscenesættelse og overdraget til en landbrugskyndig forvalter, der havde ansvaret for gårdens drift.

De første avlsbygninger på Frederiksdal kendes tilbage fra 1720'erne, hvor gårdens daværende ejer Ditlev Brockdorff genopførte avlsgårdens bygninger efter en brand. De nyopførte bygninger blev placeret i en langstrakt facon i forlængelse af hinanden, og skabte dermed et tilnærmelsesvist gadeforløb.

Den senere ejer Paasche fornyede i 1792 den ene ladebygning, uden at det dog nævneværdigt ændrede gårdens struktur. I 1833 beskrives ladegården som" … af Grundmuur fra 1822. Stor og smuk have paa 6 tdr. land. Desforuden Forpagterbygning; store grundmurede kornlader og en Deel andre oekonomiske Bygninger". Den omtalte forpagterbolig må enten have været nyopført under Dons eller være relativt lille, idet partier af avlsgården"…9 Fag af Kostalden, 9 fag af Hestestalden og 9 fag af den nye Forpagterbolig"indgik i oprettelsen af parcelgården Stensgård. Reduceringen i Frederiksdals bygningsmasse skal formentlig ses som udtryk for en tilpasning til gårdens formindskede størrelse efter salget af Stensgård året før. Et indtryk af den tidligere bygningsmasse på Frederiksdals avlsgård er således endnu muligt at opnå på Stensgård, hvor stuehuset stadig rummer resterne af den gamle forpagterbolig.

I takt med at Frederiksdal i løbet af 1800-tallet fik et voksende antal medarbejdere på gården, og produktionen ændrede karakter - bl.a. med det stigende fokus på mejeri- og smørproduktion - undergik avlsgården store ændringer. Den nye bygningsmasse opførtes primært syd for den gamle avlsgårds plads, ligesom der påbegyndtes en tilbygning af den foran hovedbygningen liggende plads, hvorved hovedbygningens ensomme placering tilsløredes. Den løbende om- og udbygning af avlsgården samt den begyndende inddragelse af hovedbygningen i avlsanlægget skal formentlig ses som udtryk for en langt mere praktisk og landbrugsfokuseret tilgang til gården, som prægede 1800-tallets ejere af Frederiksdal.