27. October 2020
Reventlow Museet

I mere end 300 år var Dannebrog vajende over fortet Dansborg, det første syn, der mødte skibe på vej til Tranquebar. Foran lå fiskernes kanoer, som vidnede om, at i denne by mødte de danske handelsfolk et indisk landsbyliv. Det kongelige Bibliotek.

Tranquebar i 400 år - hvor danskerne mødte Indien

Den 16. november er det præcis 400 år siden, at den danske admiral Ove Giedde på Christian den Fjerdes vegne indgik en aftale med Naiken af Tanjore om at leje den lille fiskerby Tranquebar på den sydlige indiske kyst. Byen blev centrum for den danske handel med indiske og kinesiske luksusvarer som te, silke, sølv og porcelæn - varer, som blev statussymboler i byernes fine palæer og på herregårdene - også på Lolland.

 

Denne eftermiddag fortæller Louise Sebro, museumsinspektør ved Reventlow-Museet Pederstrup om eksotiske varer og om længslen efter luksus, men mest fortæller hun om livet i Tranquebar, hvor danskerne mødte Indien med fascination, væmmelse - og begejstring. “Man får også mulighed for at se en enkelt genstand eller to fra Reventlow-Museets samlinger, som har en tilknytning til det eksotiske Indien,” fortæller eftermiddagens foredragsholder.

 

Louise Sebro har i mange år forsket i dansk kolonihistorie på Nationalmuseet, og hendes store viden om emnet skinner tydeligt igennem, når hun gør historien levende og nærværende for alle gæster.

 

Til foredraget serveres der te, som grevinde Reventlow ville have drukket den, og kage med eksotiske krydderier.

 

Der sørges naturligvis for, at gældende retningslinjer i forbindelse med Covid-19 bliver overholdt.

 

Da vi pga. forsamlingsforbud kun må være 22 personer i foredragslokalet, SKAL billetter bestilles på forhånd.

 

Billetter købes på forhånd her

 

Husk at medbringe mundbind, da dette skal bæres, når du bevæger dig rundt i museets lokaler.

 

Hvor: Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L

Hvornår: 14. november kl. 14.30-16

Pris: 95 kr.