11. July 2019
Reventlow Museet

Den nye skattejagt leder gæsterne rundt både på museet og i parken. Foto: Ingrid Riis Hovgaard.

Fødselsdag på Reventlow-Museet

Et år er gået, og vi kan føje endnu et kapitel til Reventlow-Museet Pederstrups spændende og farverige historie. Men selvom man er blevet en gammel dame, skal dagen fejres med manér og bruges som en markering af noget nyt. Derfor inviterer Museum Lolland-Falster til en dag fyldt med festligheder og vores nye skattejagt.

 

“Denne søndag lancerer vi vores helt nye skattejagt for børn. Posterne er fordelt både ude i Parken og inde på museet, og deltager man i skattejagten, åbner der sig spændende fortællinger om nogle af de mange mennesker, der har boet på stedet,” fortæller Louise Sebro, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, og fortsætter: “Deltagerne skal naturligvis også dykke ned i vores nye udstilling “Stilleben på bordet – en moderne fortælling om herregårde”, som vil gemme på nogle af spørgsmålene i skattejagten.”

 

Alle børn, der deltager i skattejagten – og gennemfører - får en præmie i form af gratis kage.

 

“Vi håber, at der er mange, som har lyst til at komme forbi Reventlow-Museet på denne festlige dag, hvor vi hejser flaget og traditionen tro fejrer museets fødselsdag,” afslutter Louise Sebro, som glæder sig til d. 21. juli, hvor hun som nytiltrådt museumsinspektør for Reventlow-Museet kan være med til sin første fejring af herregårdsmuseet.

 

For nærmere information kontakt Louise Sebro, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster: 25 59 34 57 / los@museumlollandfalster.dk

 

Hvornår: 21. juli kl. 12-17
Pris: almindelig entré, voksne 50 kr., børn u/18 år gratis
Hvor: Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L