Udkantsdanmark set fra udkanten

"Udkantsdanmark" er et begreb, som ofte høres i den offentlige
debat. Det bruges i mange sammenhænge - ofte med en negativ
betydning. Debatten udspringer i landets største byer som København
og Aarhus; men hvordan opleves den af de mennesker, der lever i
udkanten?
Nedrivningstruede huse og affolkede
landsbyer
I det fysiske landskab ser vi nedrivningstruede huse i både
affolkede landsbyer og i det åbne land. Det er et velkendt problem
i landdistrikterne. De problematikker, som vi i Danmark står
overfor, er bl.a. at sikre en balance mellem bevaring og fornyelse
i boligmassen - samt tiltrækning og fastholdelse af befolkning i
landdistrikterne. De gamle funktionsbygninger, der relaterer til
landbrugssamfundet, rives ned, og en del af landsbyernes historie
og identitet går tabt. Nogle vurderer, at mange større landsbyer
rundt om i landet formodentlig vil være væk om 50 år.
I de seneste årtier har "udkantsområderne" været i bevægelse.
Skole og sygehusstrukturen ændres, arbejdspladser mistes, og
vigtige funktioner forsvinder. Det har skabt vrede og frygt; men
også mobilisering, såsom oprettelse af partiet Fælleslisten samt
diverse modstandsbevægelser og foreninger, der arbejder imod bl.a.
sygehus- og skolelukninger.
Museum Lolland-Falster og "udkanten"
Museum Lolland-Falster har i de seneste år arbejdet med
dokumentation og undersøgelser af forskellige emner, der relaterer
til landdistrikternes omstruktureringer. Det drejer sig bl.a. om
undersøgelser omkring skolelukninger og nedrivninger af bygninger i
landsbyer og i det åbne land. I forbindelse med det store
Femernanlægningsarbejde ved Rødbyhavn, undersøger og dokumenterer museet
en række ejendomme.