Handel og ekspansion

I middelalderen var vandvejen den vigtigste transportåre til både mennesker og handelsvarer. Det var derfor ikke tilfældigt, at købstæderne Sakskøbing, Nykøbing, Nakskov og Nysted blev anlagt ved kysten i løbet af 1200-tallet.

Med sikringen af søfarten i Østersøen voksede handelsmulighederne hurtigt udover landets grænser. Lolland og Falster afsatte blandt andet landbrugsvarer i byerne langs Østersøens kyster. Når købmændene førte varer ud af landet, skulle der betales told til kongen - til gengæld fik de beskyttelse mod pirateri på havet.

I købstæderne kunne man købe tysk øl, pelsværk og huder fra Rusland, vin fra Frankrig, salt fra Nordtyskland, klæde og stof fra England og Nederlandene, dyre krydderier og silkestoffer fra Orienten, samt meget andet, der indførtes til Danmark via de tyske hansestæder. I middelalderen eksporterede Danmark landbrugsvarer, men allervigtigst var eksporten af sild, som blev fanget i kolossale mængder i Øresund om efteråret.

Handlen foregik dog ikke kun over havet. Store godsmængder blev fragtet fra landsbyerne ind til købstædernes torve. Den normale afstand fra oplandet til købstaden var ca. 15 km. Det var den afstand, bønderne kunne nå at gå på en dag: morgen og aften, frem og tilbage. Blev afstanden for stor, måtte en ny købstad anlægges. Afstanden mellem landets købstæder er derfor ofte omkring 30 km.

Møntslagning

Der er blevet slået mønter i Danmark siden vikingetiden, men i løbet af middelalderen skete en markant ændring af pengenes funktion i samfundet. Allerede i 1000-årene spillede mønter en vigtig rolle, som betalingsmiddel, men først i 1200-tallet trængte den almindelige pengebrug i alle dele af samfundet. Kongemagten bestemte suverænt over møntvæsenet, og det blev betragtet som hans personlige ejendom og indtægtskilde. Selve udmøntningen var dog fordelt ud over landet. I mange købstæder - bl.a. Sakskøbing - lå møntergårde, hvor møntmesteren stod for indkøb af det fornødne metal og fremstillingen af mønterne.