Handel og ekspansion

I middelalderen var vandvejen den vigtigste transportåre til
både mennesker og handelsvarer. Det var derfor ikke tilfældigt, at
købstæderne Sakskøbing, Nykøbing, Nakskov og Nysted blev anlagt ved
kysten i løbet af 1200-tallet.
Med sikringen af søfarten i Østersøen voksede
handelsmulighederne hurtigt udover landets grænser. Lolland og
Falster afsatte blandt andet landbrugsvarer i byerne langs
Østersøens kyster. Når købmændene førte varer ud af landet, skulle
der betales told til kongen - til gengæld fik de beskyttelse mod
pirateri på havet.
I købstæderne kunne man købe tysk øl, pelsværk og huder fra
Rusland, vin fra Frankrig, salt fra Nordtyskland, klæde og stof fra
England og Nederlandene, dyre krydderier og silkestoffer fra
Orienten, samt meget andet, der indførtes til Danmark via de tyske
hansestæder. I middelalderen eksporterede Danmark landbrugsvarer,
men allervigtigst var eksporten af sild, som blev fanget i
kolossale mængder i Øresund om efteråret.
Handlen foregik dog ikke kun over havet. Store godsmængder blev
fragtet fra landsbyerne ind til købstædernes torve. Den normale
afstand fra oplandet til købstaden var ca. 15 km. Det var den
afstand, bønderne kunne nå at gå på en dag: morgen og aften, frem
og tilbage. Blev afstanden for stor, måtte en ny købstad anlægges.
Afstanden mellem landets købstæder er derfor ofte omkring 30
km.
Møntslagning
Der er blevet slået mønter i Danmark siden vikingetiden, men i
løbet af middelalderen skete en markant ændring af pengenes
funktion i samfundet. Allerede i 1000-årene spillede mønter en
vigtig rolle, som betalingsmiddel, men først i 1200-tallet trængte
den almindelige pengebrug i alle dele af samfundet. Kongemagten
bestemte suverænt over møntvæsenet, og det blev betragtet som hans
personlige ejendom og indtægtskilde. Selve udmøntningen var dog
fordelt ud over landet. I mange købstæder - bl.a. Sakskøbing - lå
møntergårde, hvor møntmesteren stod for indkøb af det fornødne
metal og fremstillingen af mønterne.