By og borger

Boede man i en købstad kunne man erhverve sig borgerskab. Det
krævede, at man havde en levevej og var husbond, altså
hustandsoverhoved - og dermed underforstået mand. Kvinder kunne
ikke erhverve sig egentligt borgerskab, men de blev ofte omtalt
borgersker og havde rettigheder og forpligtelser som borgere.
Borgerskab gav ret til at udøve et håndværk eller handle i byen.
Som modydelse skulle man betale skat, sidde i bytinget, og f.eks.
stille vogne eller soldater til rådighed i krigstider. Men borgerne
udgjorde kun en del af bybefolkningen.
De øvrige byboere blev betegnet som 'almuen' eller 'menigheden'.
Denne gruppe omfattede alle, der havde bopæl og/eller arbejde i
byen: børn, tjenestefolk, håndværks- og købmandssvende, samt
arbejdsmænd og -kvinder. Almuen omfattede dog ikke samfundets
laverste: tiggere, prostituerede, spedalske og gøglere, blev ikke
betragtet som respektable mennesker.
Borgerskabet kunne bortfalde hvis man overtrådte loven eller
rejste væk. Udstedelsen gjaldt kun i den by, hvor det var
erhvervet, og var man væk fra byen mere end ét år og seks uger med
sin hustru, mistede man sit borgerskab.
Middelalderens Nykøbing
I 1400-tallet var Nykøbing en købstad i fremgang. Byens 3-4000
indbyggere boede fortrinsvist i bindingsværkshuse. Kun de større,
betydningsfulde bygninger som kirken, klosteret, helligåndshuset og
rådhuset var bygget af røde tegl. Bebyggelsen lå langs kysten,
centreret omkring Frisegade, Langgade, Færgestræde, Bybrostræde,
Bastebrostræde, Klosterstræde, Kirkestræde og Østergade. Byens
sognekirke, Vor Frue, lå nord for torvet - den blev nedlagt i 1532.
Ingen middelalderlige byhuse er desværre bevaret i Nykøbing. Ved en
udgravning Langgade 2 fandt man dog resterne af en kælder, som
kunne dateres til 1300-tallet. Kælderens vægge havde været opbygget
af brede, vandretliggende planker af egetræ.