Commodus

Marcus Aurelius Commodus Antoninus Augustus blev født til Marcus Aurelius og Faustina den yngre i 161 e.Kr. 

Allerede fra en tidlig alder blev han kørt i stilling til at efterfølge sin fader som kejser. Desværre var Commodus af en anden støbning end Marcus Aurelius, og blev berygtet som en gal kejser, frem for æret som sin forgænger. 

Som det ses af uddrag fra antikke kilder (se til højre), var Commodus ikke populær i samtiden eller i eftertiden. Han var berømt og berygtet for at leve et ødselt liv, og være paranoid og hårdhændet overfor sine fjender - mistænkte eller reelle. I stedet for det politiske ansvar søgte Commodus det ekstravagante liv. Ifølge kilderne tog han flere elskerinder end godt er, og slagtede hundredevis af vilde dyr og mennesker i de gladiatorlege han stablede på benene. Han tømte statskassen på lege som disse, og tvang desuden senatorerne til at betale ekstra i skat og i nogle tilfælde at give penge direkte til folket. Senatorerne frygtede hans lunefulde humør, og gennem tiden har der været flere mordforsøg på kejseren.

Commodus er berygtet for de mange drab i arenaen - om det var importerede eksotiske dyr, eller skadede borgere eller soldater han bandt sammen, så de fik en kæmpes lighed. Commodus anså øjensynligt sig selv for en mægtig mand, og skabte tydelige lignelser mellem sig selv og halvguden Hercules (se billede til højre). 

Mest berømt er måske Commodus' hang til at hæfte sit eftermæle til Rom og romerriget. I årene inden sin død har Commodus angiveligt forsøgt at omdøbe selveste Rom til Commodiana, legionerne til Commodian og månederne i kalenderen for hans (da) 12 navne. Dette holdt dog ikke længe, da Commodus kort efter blev myrdet. 

Disse kilder er skrevet efter Commodus' død i 192. Når en upopulær kejser døde, var senatets bedste våben imod dem at ødelægge deres eftermæle. Derfor slettedes Commodus' navn fra offentlige bygninger, og han blev ikke guddommeliggjort som de hidtidige kejsere var blevet det. De antikke kilder følger denne tradition, og beskriver kejseren ud fra de idealer de selv havde for, hvad en kejser burde være. Da de antikke kilder er skrevet af datidens elite, er det derfor tydeligt, at man har set ilde på de kejsere, der lod det stå til offentligt skue, at senatet ikke havde den reelle magt. Dette bærer kilderne tydeligt præg af. Derfor må man også regne med, at kildernes udsagn er overdrevne og tilpasset til historien. Overordnet understreger de mange vanvittige historier, hvordan Commodus hverken var egnet som kejser eller var en ordentlig romer. 

Et interessant aspekt ved Dios fortælling om Commodus er, at han omtaler Marcus Aurelius' rolle som idealistisk. Marcus Aurelius var den sidste adopterede kejser, og repræsenterede som sådan et system, som senatorerne principielt gik ind for. Selvom Marcus Aurelius tydeligvis planlagde, at sønnen skulle efterfølge ham som kejser, bliver hans rolle i at sætte den gale Commodus på tronen, underspillet.