Pressemeddelelse 14. januar 2020

Kulturmindeforeningen inviterer til foredrag om fotoprojektet Nakskov Skibsværft i billeder, krydret med anekdoter om livet på værftet og en introduktion til arbejdet med Nakskov lokalhistoriske Arkivs fotobog om emnet

Nakskov Skibsværft – fotoprojekt og de gode historier

Kulturmindeforeningen inviterer til foredrag om fotoprojektet Nakskov Skibsværft i billeder, krydret med anekdoter om livet på værftet og en introduktion til arbejdet med Nakskov lokalhistoriske Arkivs fotobog om emnet

80.000 negativer, 12 frivillige og to år. Det er ingredienserne, der har ført til Nakskov lokalhistoriske Arkivs fotobog om Nakskov Skibsværft. Bogen er udarbejdet i et samarbejde mellem arkivet og tidligere ansatte, og udkom i slutningen af 2019. Det store arbejde, værftets historie og ikke mindst anekdoter og spændende historier om livet på værftet fortæller Heidi Pfeffer, arkivleder på Nakskov Lokalhistoriske Arkiv samt tre af de involverede og tidligere ansatte Einer Hedensten Hansen, Viggo K. Vestergaard og John Christensen mere om d. 28. januar i Nykøbing.

“Samlingen af negativer fra Skibsværftet er en guldgrube,” fortæller Heidi Pfeffer og fortsætter: “Og derfor var det vigtigt at få gennemgået dem og ikke mindst registreret dem, mens der stadig var nogle, der kunne huske personerne og situationerne på billederne. Og at vi denne aften i fællesskab kan fortælle om, hvordan det var på værftet, og hvordan bogen er blevet til, er virkelig en fornøjelse”

Nakskov Skibsværft blev grundlagt i 1916 af H. N. Andersen, der var barnefødt i byen. Værftet blev etableret som en del af Østasiatisk Kompagni (ØK), og det var startskuddet til et industrieventyr, der fik stor betydning for især byen og lokalbefolkningen. Mange har gennem tiden været tilknyttet værftet, på den ene eller anden måde, og det var da også et stort tab for byen og området, da nøglen blev drejet om i 1987.

“Denne aften får vi hele fire foredragsholdere, som vil berige vores aften,” fortæller Anita Ulrik Sørensen, formand for Kulturmindeforeningen, og fortsætter: “Vi glæder os til at blive præsenteret for det arbejde, der er gået forud for fotobogen og ikke mindst høre nogle anekdoter fra dengang, de tre deltagende herrer arbejdede på værftet. Ja, måske er de endda med på nogle af billederne.”

Foredragsholderne medbringer syv plancher fra den udstilling, de har udarbejdet i forbindelse med bogen, hvor der vises et stort udvalg af billeder. Foredraget indledes med en kort fortælling om værftets historie.

Der er mulighed for at købe bogen i forbindelse med foredraget.

Foredraget er arrangeret i samarbejde mellem Folkeuniversitetet, Kulturmindeforeningen og Museum Lolland-Falster.

For yderligere information, spørgsmål og interview kontakt:  Anita Ulrik Sørensen, formand for Kulturmindeforeningen Nykøbing F. på: anulrik@gmail.com

Hvornår: 28. januar kl. 19
Hvor: Hovedbibliotekets foredragssal, Rosenvænget 17, 4800 Nykøbing Falster
Pris: Foredraget er gratis for Kulturmindeforeningens medlemmer, 60 kr. for ikke-medlemmer.

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Nakskov Skibsværft. Foto: Nakskov lokalhistoriske arkiv

Nakskov Skibsværft, foto Nakskov lokalhistoriske Arkiv

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld