Pressemeddelelse 20. juni 2017

Museum Lolland-Falster giver de gamle udstillinger på Falsters Minder et løft. Arbejdet påbegyndes omkring 1. august 2017, men foregår i etaper, så museet lukker blot enkelte rum af gangen. Der er mulighed for at deltage i en ’besøg det gl. museum en sidste gang’ omvisning d. 20. juli 2017, kl. 19.30. Det koster 50 kr. at deltage.

Vi ryster posen

Ændringer af de gamle udstillinger på museet Falsters Minder i Nykøbing Falster

Museum Lolland-Falster påtænker at foretage en større renovering og ændringer af udstillingerne på museet Falsters Minder i Nykøbing Falster. Arbejdet forventes påbegyndt omkring d. 1. august 2017, hvor museets medarbejdere nedpakker størstedelen af de gamle udstillinger. I forbindelse hermed regner Leif Plith Lauritsen, ansvarlig for museets bygningsbevaringsafdeling, ligeledes med at se de gamle bygninger efter i sømmene, og få ordnet tiltrængte renoveringer.

”Det er planen, at vi starter længst væk fra museets indgang i Færgestræde, således at mest muligt af udstillingen kan besøges uden at konflikte med nedpakningen,” udtaler Leif Plith Lauritsen. ”Vi vil bruge lejligheden til at forny udstillingerne og vi håber at kunne klare alt dette til en ny åbning af museet i det tidlige efterår,” afslutter Leif Plith Lauritsen.

Der vil være adgang til museet under nedpakningen, dog ikke til alle rum, da der afspærres de steder arbejdet foregår. Derfor er der gratis adgang til museet fra nedpakningen begynder og frem til, at pakkeholdet når til det sidste rum, hen på det tidlige efterår. For at alle har mulighed for at få et sidste kik på museets gamle udstillinger afholder museet en ’besøg det gl. museum en sidste gang’ omvisning d. 20. juli 2017, kl. 19.30. Det koster 50 kr. at deltage.

”Bygningen og udstillingerne trænger til en renovering. Det er klart, at det vil komme til at påvirke den besøgendes oplevelse og det er derfor, at vi giver gratis adgang i renoverings- og ombygningsperioden. Der vil dog blive en periode på omkring en måned måske lidt mere, hvor vi lukker stort set hele museet,” udtaler Ulla Schaltz, museumsdirektør ved Museum Lolland-Falster. ”Dette gælder naturligvis hverken Museumsbutikken eller Turistinformationen, hvor der stadigvæk er adgang til fra Færgestræde 1A,” understreger museumsdirektøren afslutningsvis.

For nærmere information kontakt Leif Plith Lauritsen: [email protected] eller 60 62 80 99.

Omvisningen "Besøg det gl. museum en sidste gang"
Hvornår: 20. juli 2017 kl. 19.30
Pris: voksne 50 kr., børn u/ 18 år gratis.

 

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

 

 

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: [email protected]

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld