Pressemeddelelse 7. juli 2016

Den 15. juli 2016 fejrer Museum Lolland-Falster sammen med Restaurant Czarens Hus 300-års dagen for zar Peter den Stores besøg i Nykøbing den 15. juli 1716 blandt andet med gratis adgang til museet, smagsprøver på en moderne fortolkning af zarens måltid og meget andet.

300 års fest for zar Peter den Stores besøg

Fredag d. 15. juli 2016 fejrer Restaurant Czarens Hus og Museum Lolland-Falster hele dagen zarens besøg

Den 15. juli 2016 fejrer Museum Lolland-Falster sammen med Restaurant Czarens Hus 300-års dagen for zar Peter den Stores besøg i Nykøbing den 15. juli 1716 med gratis adgang til museet, smagsprøver på en moderne fortolkning af zarens måltid, russisk operasang ved Joan Kragh, personale i 1700-tals dragter, aftenmenu med zarbesøget som tema i restauranten og livemusik med Olaf og Nørfelt.

”Det er sjovt at være med til at fejre et statsligt besøg, der fandt sted for 300 år siden, men som vi i dag stadig husker med for eksempel Bjørnebrønden og ikke mindst Restaurant Czarens Hus”, fortæller Anne Elmer, formidler ved Museum Lolland-Falster.

Zar Peter den Store var i juli 1716 sammen med flere tusind soldater på vej til København, hvor han havde allieret sig med den danske konge om en landgang i Sverige under Den Store Nordiske Krig. Undervejs på rejsen havde han den 15. juli et ophold i Nykøbing, hvor der dengang lå et kongeligt slot. Fra Nykøbing Slot tog zaren ud på sundet for at mødes med sin flåde, som han var kommet i forkøbet ved at rejse til lands med hestevogn fra Sydfalster til Nykøbing. Efter at have hentet flåden ind til Nykøbing, steg han i land på færgebroen for enden af Færgestræde. Men i stedet for at tage til slottet for at spise endnu et måltid med hoffet, som det ellers var forventet, gik zaren fra gaden ind og spiste på den nærliggende Gæstgivergaarden Falster.

Dette afstedkom senere stedets nye navn, Czarens Hus. Det fyrstelige besøg blev af gæstgiveren nemlig mindet ved opsætning af en trætavle med inskriptionen "Ihre Czarische Maiestät zu Moscovien Peter Alexewitz hat hier gespeiset Anno 1716 di 15 Juli I.R.F.". I.R.F. er initialerne på gæstgiveren, Iver Rosenfeldt.

I begyndelsen af uge 28 udgiver Museum Lolland-Falster en uddybende artikel om zarens besøg i Nykøbing. Artiklen bliver tilgængelig fra museets hjemmeside: www.museumlollandfalster.dk.

Dagens program:

  • Fra 11-21: Åbent hus både i restauranten og på museet
  • Fra 11-13: Reception. Her serveres champagne, vodka, pindemadder og hors d'oeuvres, og operasanger Joan Kragh synger.
  • Fra 12-16: Frokost, der serveres i restauranten
  • Fra 17-21: Aftensmad, serveres i restauranten
  • 19.30 - Musik ved Olaf Nørfelt

 

Hvornår: 15. juli 2016 kl. 11-21
Hvor: Falsters Minder, Færgestræde 1A, 4800 Nykøbing F. 
Pris: gratis adgang til museet og receptionen (frokost og aftensmad i restauranten afregnes separat)

 

Pressebilleder:

Buste af zar Peter den Store

Czarens Hus

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: [email protected]

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld