Pressemeddelelse 30. maj 2016

Tre aftner hen over sommeren åbnes dørene til Reventlow-Museet Pederstrup, når museet indbyder til historiske salonaftner i tilknytning til årets særudstilling En kongelig Visit.

Tafler og Musik - Historisk salonaften på Reventlow-Museet Pederstrup

Tre aftner hen over sommeren åbnes dørene til Reventlow-Museet Pederstrup, når museet indbyder til historiske salonaftner i tilknytning til årets særudstilling En kongelig Visit.

Torsdag d. 16. juni 2016 kl. 19 slår Reventlow-Museet Pederstrup dørene op for den anden af i alt tre historiske salonaftner, der hen over sommeren sætter fokus på Christian VIII og dronning Caroline Amalies besøg på Lolland-Falster i 1843. ”Denne aften står i musikkens og madens tegn” fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, der sammen med kollegaen, museumsinspektør og cembalobygger Erik Kristiansen, vil være værter for aftenens salon.

Mens Erik Kristiansen på museets historiske cembalo vil sætte toner til aftenens arrangement og berette om periodens musikkultur, vil Jesper Munk Andersen tage deltagerne med til de tre kongelige tafler, der blev afholdt under kongeparrets ophold på Sydhavsøerne i 1843. ”Med i det kongelige følge var hele det kongelige køkken, der ikke blot leverede maden til de officielle tafler, men også stod for de udsøgte vine under kongeparrets ophold” beretter Jesper Munk Andersen, der har været dybt nede i arkiverne for at finde oplysninger om alt fra påklædningsregler over gæstelister til mad og drikke. ”Mens taflet på Vestlolland blev afholdt på Juellinge – vore dages Halsted Kloster, hvor kongeparret også residerede – blev de to tafler i Nykøbing F. af pladshensyn henlagt til Katedralskolen. Præcis kl. 17 mødte herrerne i fuld gallauniform og damerne i store rober til taflet, der første aften foregik i skolens gård. Her blev selskabet underholdt af syngende studenter og måske af selv samme toner fra cembaloet, som kan nydes d. 16. juni” oplyser Jesper Munk Andersen og fortsætter ”Cembaloet på museet stod nemlig tidligere netop på Katedralskolen, så helt utænkeligt er det ikke, at Christian VIII og hans gæster har nydt samme smukke instrument ”.

Hvorvidt kongen ville huske salonaftenens musikrepertoire som en del af oplevelserne fra Lolland-Falster må dog henstå i det uvisse, da det ikke er lykkedes at finde fyldestgørende oplysninger om musikken i arkivalierne. Men, som Erik Kristiansen garanterer, ”så har Christian VIII helt sikkert hørt musikken før på nær måske stykket af Kuhlau. I 1843 var cembaloet i musikkredsene i København et ret forældet instrument, men idet vi ved at vores cembalo kom til Katedralskolen i 1821, er det en besnærende tanke, at majestæten har lyttet til instrumentets sprøde klang under besøget”.

Salonen vil finde sted på museet, hvor der i aftenens anledning vil være tændt lys i lysekronerne. På ægte salonmaner vil der undervejs blive serveret kaffe/te og kage, leveret af museets café, ligesom der vil være mulighed for at se årets særudstilling En kongelig Visit.

Salonaftenen er den anden af i alt tre saloner, der hen over sommeren vil sætte fokus på kongebesøg. Sidste salon finder sted d. 25. august, hvor deltagerne får lov til at grave et spadestik dybere i de politiske undertoner og den verserende sladder, som fulgte og følger med et besøg af de kongelige. Alle salonerne begynder kl. 19.

Der er begrænset antal billetter til aftenen. Tilmelding til museumsinspektør Jesper Munk Andersen tlf. 25 59 34 57/ mail [email protected].

Hvor: Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Hvornår: torsdag d. 16. juni 2016 kl. 19 - ca. 20.30
Pris: 80 kr. inkl. entré, kaffe/te og kage. Begrænset antal billetter. Ved køb af billet til alle tre salonaftner samlet 200 kr.

Pressebillede:

Tændt lysekrone på Pederstrup

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: [email protected]

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld