Logo

Pressemeddelelse 3. marts 2016

Annonceret foredrag om zar Peter den Stores besøg i Nykøbing aflyses og flyttes til efteråret.

Annonceret foredragsarrangement om zar Peter den Store FLYTTES TIL EFTERÅRET

I anledning af den russiske zar Peter den Stores besøg i Danmark og ikke mindst på Falster er der i Folkeuniversitetet Nykøbing F.s trykte program annonceret en foredragseftermiddag med forskerne Karsten Fledelius, Kim Frederichsen og Anne Hedeager Krag. Arrangementet flyttes til en ny dato i november. Der vil forud for arrangementet til den tid blive sendt en ny pressemeddelelse med beskrivelse af arrangementet, som udspringer af 300-året for zar Peter den Stores besøg.

 

Fejring af 300-års jubilæumsdagen til sommer
Falsters Minder fejrer sammen med restaurant Czarens Hus den 15. juli 2016 300-års dagen for Peter den Stores besøg i Nykøbing i 1716. Denne dag er der gratis adgang til museet og åbent mellem museum og restaurant. Der vil dagen igennem være levendegørelse af historien i såvel restauranten som på museet. Flere informationer følger.

 

Besøget den 15. juli 1716
Under Den store nordiske Krig kom zar Peter den Store til Nykøbing den 15. juli 1716 på vej til København. Den danske kong Frederik IV havde allieret sig med Peter den Store om en landgang i Skåne (som dog aldrig blev effektueret). I Nykøbing blev zaren modtaget på Nykøbing Slot, hvorfra han tog ud på sundet for at mødes med sin flåde. Han steg i land igen på færgebroen for enden af Færgestræde, og spiste på den nærliggende Gæstgivergaarden Falster (Czarens Hus) i stedet for at spise på slottet sammen med hoffet, som det ellers var forventet.

 

Det fyrstelige besøg blev af gæstgiveren mindet ved opsætning af en trætavle med inskriptionen "Ihre Czarische Maiestät zu Moscovien Peter Alexewitz hat hier gespeiset Anno 1716 di 15 Juli I.R.F.". I.R.F. er initialerne på gæstgiveren, Iver Rosenfeldt.

 

I 1898 afstedkom zarens besøg en ny navngivning af huset. Det var i forbindelse med, at den daværende zar, Nicolai II, imødekom en ansøgning om midler til hjælp til restaurering af huset, afsendt af stedets daværende gæstgiver, P. Henriksen. Det var en del af aftalen, at ejendommen herefter blev navngivet Czarens Hus (datidens stavemåde), og at den russiske zar herefter havde forkøbsret på Czarens Hus.

 

Pressebillede:

Zar Peter den Store i Czarens Hus’ gårdhave

Zar Peter den Store i Czarens Hus’ gårdhave

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: [email protected]

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld