Logo

Pressemeddelelse 9. juni 2015

Ophold under træernes skygge på iskælderens top i Reventlowparken en sommerdag i 1820. Tegning udført af Ole Jørgen Rawert (1788-1851) d. 20. august 1820. Foto: Det Kongelige Bibliotek. Udsnit.

At vanke i naturen – aftenvandring i FLYGTIGHED

Vores brug af naturen er i dag ofte præget af effektivitet med fokus rettet mere mod resultatet af vores fysiske anstrengelser end på sansningen af naturen. Kalorieforbrænding, kondital og muskelopbygning er blevet mantraet, når vi begiver os ud ad løbevenlige stier og børnesikrede broer. Anderledes forholdt det sig for 200 år siden, da C.D.F. Reventlow med familie og venner drog ud i naturen for at vanke.

Når C.D.F. Reventlow om sommeren tog ophold på Pederstrup, var naturen og de frodige omgivelser i centrum. En yndet beskæftigelse for familien var, i selskab med slægtninge og venner, at vankesere ud i naturen for at hengive sig til fornøjeligt samvær og rolige stunder. Med langsomme bevægelser og uden egentligt mål vandrede de langs havens stier og tilgroede gange rundt i parken for spontant at blive indfanget af stedets ånd, de gamle træers melankoli eller de skønne udsigter. I flygtige øjeblikke hengav de sig til naturen og lod sindet påvirke af de stemninger, som de mødte på deres vej. Hvor naturen kom til kort, blev der anbragt udvalgte monumenter eller små lysthuse, der kunne forstærke den ønskede stemning og dermed skabe den fuldendte naturoplevelse. Naturoplevelsen lå ikke alene i den fysiske aktivitet, men i lige så høj grad i sindets påvirkning.

På aftenens tur byder Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, publikum med ud at vanke i Reventlowparken, hvor han vil fortælle om de historiske forudsætninger bag skulpturudstillingen FLYGTIGHED og C.D.F. Reventlows brug af naturen til rekreation og fordybelse.

Skulpturprojektet FLYGTIGHED er støttet med midler fra Kulturstyrelsens Folkeoplysningspulje, Lolland Kommune, Vordingborg Kommune, Realdania - Fremtidens Herregård, Toyota Fonden, Reventlowparkens Støttekreds, Vestlollands Turistforening, Henry og Edith Pedersens Familiefond, Møns Klint Resort, Guldborgsund Kommune, Guldborgsund Kulturturismepuljen og Arne Hansen Entreprise APS.

For nærmere information kontaktes Jesper Munk Andersen på [email protected] eller 25 59 34 57.

Hvornår: Torsdag d. 25. juni 2015 kl. 19
Mødested: Trappen til Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Pris: Gratis

 

Pressebillede:

PM_0609_vanke _ill

Ophold under træernes skygge på iskælderens top i Reventlowparken en sommerdag i 1820. Tegning udført af Ole Jørgen Rawert (1788-1851) d. 20. august 1820. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: [email protected]

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld