Logo

Pressemeddelelse 8. maj 2015

Den sidste weekend i maj holder Museum Lolland-Falster det traditionsrige damptræf "Fra Damp til Diesel" på Frilandsmuseet i Maribo

Fra Damp til Diesel på Frilandsmuseet i Maribo

Siden 2008 har Frilandsmuseet i Maribo hvert år dedikeret weekenden efter pinse til damp- og dieselmaskiner, når arrangementet "Fra Damp til Diesel" har fundet sted - og i år er ingen undtagelse. I weekenden d. 30. og 31. maj 2015 bliver de gamle bindingsværkshuse endnu engang indhyllet i røg og damp, og fra hver en krog af museet vil der lyde fløjten, pusten og hvislen.

"Det er altid en fornøjelse at byde indenfor til damptræffet, og noget jeg altid ser frem til. Det er bare sådan et arrangement, man bliver helt høj af - lige meget om man er til maskiner eller ej. Det er nok den helt fantastiske stemning, som både udstillere og gæster er med til at skabe, der gør det," fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

Deltagerne kommer fra hele landet og fra flere steder i Europa, og det er efterhånden blevet en tradition for mange at tilbringe weekenden efter pinse i Maribo.

"Det er altid en fornøjelse at tage kontakt til deltagerne i forbindelse med planlægningen, da mange allerede har sat stort kryds i kalenderen eller siger, at det vil de ikke gå glip af, for det er jo en tradition og altid så hyggeligt," fortsætter Anne-Lotte Sjørup Mathiesen.

Igen i år er det lykkedes at samle et hold af passionerede udstillere, der henover weekenden vil fortælle om og demonstrere deres maskiner. Der er blandt andet mulighed for at opleve: Engestofte med en af sine store traktorer, Damptromleklubben, Veteran Traktorens Venner, Veterantraktorer, Eskilstrup Traktormuseum, Lollands Brandvæsen, Brandmuseet i Nakskov, Brandmuseet i Nykøbing F., Lolland Falsters Veteranbilklub, stationære motorer, lirekassemusik, Frilandsmuseets Lokomobil og Nysted savværks dampmaskine, kanoner, dampbåde på søen, modeldampmaskiner, modeldampbåde i bassin, modelflyvemaskiner, dampsavværk, heste der trækker stammer til savværket, Sydsjællands Kulsviere, Vindeby mølle med tærskeværk, gadeorgel fra England og damptromler fra Holland, og - hvis vejret arter sig - vil den gamle stubmølle fra Fejø være i drift.

"Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige en stor tak til alle involverede. Gennem alle årene har museet fået stor støtte fra udstillere, frivillige og lokale sponsorer, der har fået arrangementet til at fungere. Uden deres støtte og opbakning ville det ikke være muligt at afholde sådan et arrangement. Jeg håber, vi ses på Frilandsmuseet i Maribo i den sidste weekend i maj, hvor nostalgi og nørderier er i højsædet," afslutter en taknemmelig Anne-Lotte Sjørup Mathiesen. 

Billetter til arrangementet kan købes på forhånd via Billetto:

https://billetto.dk/da/search?text=fra%20damp%20til%20diesel , og i weekenden er der mulighed for at betale entré med MobilePay på Frilandsmuseet.

Se mere om damptræffet her: /frilandsmuseet/frilandsmuseet/events/damptraef/damptraef-2015/

For nærmere oplysninger kontakt Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster på [email protected] eller 25593456.  

Hvornår: 30. og 31. maj 2015 fra 10-16
Hvor: Frilandsmuseet, Meinckesvej 5, 4930 Maribo
Pris: Voksen 1 dag 75 kr., 2 dage 100 kr. Børn 0-11 år gratis, 12 år til og med 17 år 20 kr., 2 dage 30 kr.

Pressebilleder

PM_0508_damptraef _ill

 

PM_0508_damptraef 2_ill

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: [email protected]

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld