23. august 2018
Museum Lolland-Falster

Årets kulturhistoriske motorcykeltur udforsker Guldborgland. Turen går gennem hele området og er spækket med fortællinger om det gode og det onde.

Det gode og det onde

Det er en godtepose, fyldt til randen med historier om det gode og om det onde, der åbnes, når Museum Lolland-Falster søndag d. 9. september 2018 kører den årlige motorcykeltur ud i det kulturhistoriske landskab.

 

”I år er ruten lagt, så vi kommer hele vejen rundt i Guldborgland. Det er første gang vores mc-tur går til dette område, som er fyldt med kulturhistorie, så jeg glæder mig rigtig meget til turen,” siger Anne Elmer, museumsformidler på Museum Lolland-Falster og turleder på motorcykelturen.

 

Museet har kørt den årlige ”kulturtur”, som den kaldes blandt motorcyklisterne, siden 2004, så det er altså 14. år, turen køres. Alle årene har der været en fantastisk opbakning til turen med mellem 75 og 150 deltagere hvert år. Turen er jo selvsagt meget afhængig af vejret, ”men vi har en fin arbejdsdeling mellem os,” fortæller Anne Elmer, ”deltagerne sørger for vejret, jeg sørger for indhold og ruteplanlægning.”

 

Hvert år har sit tema, og i år er temaet ”Det gode og det onde”. Og fortællingerne, som motorcyklisterne vil blive præsenteret for, rækker fra sen middelalder til i dag. Der er barnemord, indvandrere, hekseanklager, engelske og tyske soldater, fiskerkoner, operationer i 1600-tallet, kvindefrigørelse og farlig kærlighed i den kulturhistorie, som museet har fundet frem til dagen.

 

Turen starter på Werner Larsens Vej i Maribo kl. 11 med ankomst fra kl. 10, så der er tid til at hilse på mc-vennerne og studere de mange motorcykler. Der er syv stop undervejs, hvoraf det ene er planlagt som en længere pause, hvor der er tid til at indtage den medbragte kaffe og mad.

 

Turen varer ca. 5 timer, er ca. 75 km lang, og marchhastigheden er på ca. 70 km i timen.

 

For nærmere information kontakt Anne Elmer, Museum Lolland-Falster på: 51 21 25 13 / ae@museumlollandfalster.dk

 

Hvor: Werner Larsens Vej, 4930 Maribo
Pris: voksne 75 kr., børn under 18 år gratis
Hvornår: søndag d. 9. september 2018 kl. 11. Ankomst fra kl. 10.