Nyhedsbrev 11. juli 2016

Den 15. juli 2016 fejrer Museum Lolland-Falster sammen med Restaurant Czarens Hus hele dagen 300-års dagen for zar Peter den Stores besøg i Nykøbing den 15. juli 1716.

300 års fest for zar Peter den Stores besøg

Den 15. juli 2016 fejrer Museum Lolland-Falster sammen med Restaurant Czarens Hus 300-års dagen for zar Peter den Stores besøg i Nykøbing den 15. juli 1716 med gratis adgang til museet, smagsprøver på en moderne fortolkning af zarens måltid, russisk operasang ved Joan Kragh, personale i 1700-tals dragter, aftenmenu med zarbesøget som tema i restauranten og livemusik med Olaf og Nørfelt.

”Det er sjovt at være med til at fejre et statsligt besøg, der fandt sted for 300 år siden, men som vi i dag stadig husker med for eksempel Bjørnebrønden og ikke mindst Restaurant Czarens Hus”, fortæller Anne Elmer, formidler ved Museum Lolland-Falster.

Læs mere om festen

 

Flag, flødeskumslagkage og fortællinger på Reventlow-Museet

Igennem de seneste mange år har det været fast tradition at markere Reventlow-Museet Pederstrups fødselsdag med gode fortællinger, flødeskumslagkage og Dannebrog vajende fra flagstangens top.

Og i år er ingen undtagelse”, fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, der på fødselsdagen har æren af at vise rundt i særudstillingen. ”Vi er rigtig glade for i år igen at kunne byde ind til en hyggelig og festlig dag på museet, i parken og ikke mindst i caféen, som i dagens anledning holder åbent. Her vil gæsterne kunne nyde en kop velbrygget kaffe og sætte tænderne i husjomfruens hjemmelavede lagkage, mens der tages et tiltrængt hvil ovenpå de mange forskellige formidlingstilbud, som vi den dag udbyder”.

Læs mere om fødselsdagsfejringen

Middelalderens Nakskov – for børn!

I forbindelse med Nakskovs 750-års byjubilæum afholder Museum Lolland-Falster børneaktiviteter i centrum af Nakskov. På Axeltorv etablerer museet en formidlingsstation med sjove aktiviteter - der har et tvist af middelalder.

”Det er altid en fornøjelse at rykke ud af museet og møde lokalbefolkningen på hjemmebane. Og vi glæder os rigtig meget til at komme til Nakskov og være med til at fejre byjubilæet med en masse sjove aktiviteter”, fortæller Anne-Lotte Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

Læs mere om oplevelserne i Nakskov

HAND VILDE SPISE I ET VERTSHUUS! – Zar Peter den Stores besøg i Nykøbing F. 1716

På fredag den 15. juli er det præcis 300 år siden, at den russiske zar Peter den Store spiste (og drak!) i beværtningen for enden af Færgestræde i Nykøbing F. Hvordan det kunne gå til i en by, der ellers kunne byde på et stort slot, hvad zaren fik at spise, og hvad der senere kom ud af det bemærkelsesværdige besøg kan du læse mere om i den seneste artikel i Kalejdoskop. Og gør som zaren: Kig ind i Czarens Hus på fredag. Dagen står naturligvis i Peter den Stores tegn!

Læs artiklen her

Sagogryn i Den gamle Købmandshandel!

Så kan man i Den gamle købmandshandel både købe byggryn til pærevællingen og nu også sagogryn, som ellers ikke kan købes andre steder på Lolland-Falster eller Østdanmark! Vi har oplevet en stor efterspørgsel på sagogryn, og har endelig fået dem på hylden! Udover det sælger Den gamle Købmandshandel også kandis på snor som i gamle dage, sukkertoppe, lokal honning, the og mange andre lækre specialiteter. Vi har også en stort udvalg af mjød og sennep.

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: [email protected]

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld