KATASTROFER OG MIRAKLER. Palle Nielsen 100 år
100 år og stadig skræmmende vedkommende:
2020 er hundredåret for Palle Nielsens fødsel, og vi fejrer sommeren over den suveræne tegner og grafiker, der med spiddende præcision skildrede menneskehedens fald og altødelæggende katastrofer.
Nielsens (1920-2000) værker tager afsæt i datidens samfundsmæssige udfordringer, men fremstår samtidig tidløse, og taler lige så vel ind i vore dages konflikter. Dengang hed det bl.a. Den Kolde Krig, Vietnam-krigen og frygten for en atomulykke. I dag handler det om flygtningestrømme, stormagternes rivalisering, frygten for klimakatastrofer og ikke mindst nu pandemier.

Komposition over Jeremias klagesange II, 1957. Collage. SMK
I KATASTROFER OG MIRAKLER vises også syv nyproducerede videoer med aktuelle stemmer, der stiller skarpt på, hvordan Nielsens værker taler til os i dag, heriblandt journalist Adam Holm, kunstner John Kørner og katastrofehistoriker Rasmus Dahlberg.
Særudstillingen, der både markerer værkernes historiske forankring og den nutidige relevans, er blevet til i samarbejde med Skovgaard Museet og Kunstmuseet i Tønder.
Udover værker fra de tre involverede museer, vises værker fra Statens Museum for Kunst, fra private samlere samt fra Palle Nielsen-samlingen, der repræsenteres ved Palle Nielsens mangeårige kunsthandler Lis Clausen fra Clausens Kunsthandel.