18. March 2021
Frilandsmuseet

Forårsstemning blandt de gamle huse

Besøg De gamle Huse i påsken

Det sidste år har været noget ud over det sædvanlige, og derfor starter vi sæsonen 2021 på en lidt utraditionel måde. Museum Lolland-Falster har nemlig valgt at slå dørene op til De gamle Huse, frilandsmuseet i Maribo allerede i påskedagene.

 

“Her bliver der mulighed for at gå en tur på området, spise sin medbragte madpakke, give sig i kast med de gamle landsbylege eller prøve vores påskeskattejagt, hvor man skal lede efter de fineste bemalede sten,” fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

 

Dog åbner museet ikke som normalt. Der er nemlig nogle restriktioner, der skal overholdes, hvis man vil besøge stedet:

 

  • Du skal fremvise negativt corona-test, som er max 72 timer gammel plus ID, medmindre du er undtaget
  • I må max være 10 personer i en gruppe
  • Du skal bære mundbind eller visir i butikken og på toiletterne
  • Du skal holde god afstand til andre gæster

 

“Desværre er det endnu ikke muligt at besøge husene, på grund af de gældende corona-restriktioner, men jeg håber, at man alligevel vil nyde området, stemningen og den smukke natur, der omgiver stedet,” siger Ulla Schaltz, direktør ved Museum Lolland-Falster og fortsætter: “Derfor har vi sat entréprisen ned til det halve, og vi har naturligvis opsat ekstra sprit, og der kommer også vejledende skiltning på området, så gæsterne ikke er i tvivl om, hvilke retningslinjer, der gælder på museet.”  

 

De samlede forholdsregler kan ses her, og de bliver også udleveret ved besøg.

 

Hvornår: 30. og 31. marts samt 1. og 2. april 2021, alle dage fra klokken 10-16
Hvor: De gamle Huse, Meinckesvej 5, 4930 Maribo
Pris: voksne 35 kr., børn u/18 år er gratis
NB.: Der skal IKKE købes/bestilles billetter på forhånd