21. August 2018
Frilandsmuseet

Foto: Ingrid Riis

Den store historiedag på landet

Livet på landet i 1700- og 1800-tallet er på mange måder meget anderledes, end det liv vi kender til i dag. Men på mange måder kan vi takke de tidligere generationer for mange af den moderne tids tanker, ideer og samfundsstrukturer.

 

“Denne søndag vil vi gerne tage vores gæster med tilbage til en tid, hvor forholdene var markant anderledes, tøjet havde andre former og funktioner, skoleundervisningen blev forandret totalt, og hvor der skete en revolution inden for det kulinariske område”, fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

 

Dagen vil give indblik i, hvordan livet på landet var, før industrialiseringen forandrede alt. Rundt om i Frilandsmuseets huse vil man kunne få smagsprøver på lokale egnsretter og få en snak med museets personale om, hvad man spiste dengang. Smagsprøverne er udarbejdet i et samarbejde med Michael Storgaard fra Vikarkokken efter originale opskrifter fra perioden. ”Det er en fornøjelse at indgå et samarbejde med Michael Storgaard fra Vikarkokken, da han altid er med på at eksperimentere med opskrifter og de ideer, man kommer med. Og jeg glæder mig personligt til at se folks reaktioner, når de skal smage de gamle, lokale retter”, fortæller formidlingsinspektøren.

 

Der bliver også mulighed for at besøge skolen, hvor Jesper Munk Andersen, faglig ansvarlig for Reventlow-Museet og museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, giver en grundig og spændende introduktion til skolelivet i perioden, hvor statsmanden C.D.F. Reventlow revolutionerede undervisningen og fik sat gang i skolereformerne.

 

“For at komme i den rette stemning er der også mulighed for, at børnene kan prøve gamle kjoler og bondeskjorter, og skulle man have lyst, må man gerne have tøjet på ude på museet og tage stemningsfulde billeder”, afslutter formidlingsinspektøren.

 

Denne dag får vi også besøg af “Selskabet for dansk spids”, der vil vise deres hunde frem og fortælle om racen. Det menes, at denne race var kendt allerede i 1700-tallet, og måske er det endda den, der er portrætteret på et Jens Juul maleri fra slutningen af netop dette århundrede.

 

Der er også mulighed for at få en snak med Kapellanhusets beboere, der denne søndag indtager huset i deres historiske dragter.

 

Kl. 14. er det muligt at komme med på en offentlig omvisning og høre nærmere om museet, dets historie og livet på landet i gamle dage.

 

For nærmere information kontakt Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster på: 2559 3456 eller [email protected]


Hvor: Frilandsmuseet, Meinckesvej 5, 4930 Maribo
Hvornår: 9. september 2018, kl. 10-15
Pris: 75 kr.