24. januar 2019
falstersminder

Foto: Museum Lolland-Falster

Den forsvundne mand – en krimigåde på Museum Obscurum & aftenrundvisning

Et notat i en af Cornelius' notesbøger fortæller om en medarbejder, der i 1912 forsvandt på mystisk vis. Denne betroede medarbejder var en mand, som Cornelius fra tid til anden sendte ud på rejser, når han af den ene eller anden grund ikke selv kunne. Med sig på denne sidste rejse havde manden et skrin, der indeholdt en genstand, som skulle undersøges på et laboratorium i udlandet.

 

“Ud fra beretningerne kan vi se, at der undervejs skete en katastrofe. Cornelius sendte den betroede medarbejder ud på opgaven for mere end 100 år siden, men manden blev aldrig set igen, og det samme gælder for skrinet .... eller gør det?” spørger Leif Plith Lauritsen, arkæolog og bygningsansvarlig ved Museum Lolland-Falster.

 

I vinterferien inviterer Museum Lolland-Falster alle indenfor, der kunne have lyst til at hjælpe med at løse gåden om den forsvundne medarbejder.

 

Kan du finde ud af, hvad der skete med medarbejderen? Hvem var han, og hvor skulle han hen? Og sidst, men ikke mindst, hvis du finder alle svar, kan du måske finde ud af, hvad Cornelius sendte til et laboratorium i udlandet.

 

“Vi har bygget aktiviteten op som en kriminalhistorie, hvor sporene er efterladt rundt om i udstillingen. Dem skal man som besøgende finde og notere ned på det ark, som udleveres ved ankomsten til udstillingen,” afslutter Leif Plith Lauritsen.

 

Museet håber, at der er mange, der har lyst til at komme og hjælpe med at løse den mystiske forsvindingsgåde.

 

Aftenrundvisning
Har man lyst til at dykke længere ned i Cornelius’ mystiske verden, holder museet aftenrundvisning onsdag d. 13. februar.

 

Da der kun er plads til max. 25 personer til rundvisningen, skal billetter bestilles på forhånd. Rundvisningen aflyses, hvis der er under 10 tilmeldte.

 

Billetterne bestilles på tlf.: 5485 1303 (i Turistinformationens normal åbningstid) eller ved direkte henvendelse i Den gamle Købmandshandel/Turistinformationen i Nykøbing F. Køb af billetter er efter først-til-mølle-princippet.

 

Hvor: Museum Obscurum, Færgestræde 1A, 4800 Nykøbing F.
Hvornår: Børneaktiviteter: tirsdag d. 12. - lørdag d. 16. februar 2019, alle dage fra kl. 10-14. Aftenrundvisning: 13. februar kl. 19.45 - 21.10
Pris: Børneaktiviteter: voksne: 50 kr., børn u/18 gratis. Kræver ikke tilmelding. Aftenrundvisning: voksne 75 kr., børn u/18: 25 kr. Kræver tilmelding.

For yderligere information, spørgsmål og interview kontakt:  Leif Plith Lauritsen, 6062 8099 lpl@museumlollandfalster.dk