Viden i tiden – Mariebo bogsamling

Klaus Henrik Seidelin

 

Fra 12. februar 2013

 

Klaus Henrik Seidelin fik i 1795 ideen til det, der i dag er kendt som Stiftsbiblioteket i Maribo. Dengang hed det Mariebo Provinsialbogsamling og var landets første offentlige bibliotek udenfor København.

 

K.H. Seidelin var præget af tidens strømninger fra England og Frankrig, og i oplysningstidens ånd ønskede han, at lokalbefolkningen i Maribo skulle oplyses. På kort tid fødtes idéen til et bibliotek hos ham. Han kontaktede godsejere og præster på Lolland-Falster og opfordrede dem til at bakke op om projektet. Hurtigt begyndte han at modtage bog- og pengedonationer, og i 1796 fandt det første udlån sted. Bogsamlingen havde hjemsted i den nyindretttede landemodesal i byens domkirke.

 

Biblioteket har gennem tiden også haft til huse på byens gamle rådhus, siden på Stiftsmuseet og så på rådhuset igen. Der er dog en ukendt periode i bibliotekets historie. I slutningen af 1960'erne fandt en lokal borger samlingen pakket ned og gemt væk i kasser på loftet af Det gamle Rådhus. Men hvor længe samlingen har ligget der, vides ikke. Samlingen blev derefter overført til Stiftsbibliotekets bygning, Idasminde. Her har samlingen stået frem til december 2012, hvor den blev flyttet til Museum Lolland-Falster.
I udstillingen 'Viden i tiden - Mariebo bogsamling' vises samlingens omkring 2000 bøger med fokus på udvalgte områder som bl.a. bogindbinding, unikke værker, flotte illustrationer og sjove temaer. Med baggrund i samlingen beskæftiger udstillingen sig med forskellige temaer, der sætter samlingen i et nationalt og internationalt perspektiv. Det er ikke muligt at få adgang til at bruge bogsamlingen.

 

Book en omvisning eller et undervisningsforløb her