27. februar 2018
Stiftsmuseet

Rekonstruktion af ansigt. Udarbejdet på baggrund af den originale romerske marmorbuste af Kejser Hadrian. Udarbejdet af Theaterakademie August Everding, München. Rekonstruktionen og en gipskopi af busten vises i udstillingen.

FACE. En udstilling om dit ansigt!

"Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?" Sådan spørger den onde stedmor i eventyret Snehvide af Brødrene Grimm, og hun er vældig tilfreds med sig selv, da spejlet svarer, at "ingen i verden er dejlig som du". Men der kommer hurtigt en slange i paradis, da spejlet får øjnene op for den unge og smukke Snehvide og erklærer hende som den kønneste.

 

"Med denne udstilling kommer vi helt tæt på. Så tæt på, at vi kan se os selv i øjnene og stille samme spørgsmål som den onde dronning, hvis vi tør. Her er ansigtet i fokus, og vi sætter spørgsmålstegn ved dets betydning gennem historien, og ikke mindst i dag. Hvad er smukt? Hvad er grimt? Hvad er det, der fascinerer os ved andres ansigter? Og hvordan har det forandret sig gennem historien? Vi dykker ned i fortiden og ser på, hvordan ansigtet gennem årtusinder har været afbildet og efterladt til efterfølgende generationer, som et udtryk for dets tid. En mulighed for at se fortidens personer direkte i øjnene," fortæller Alexandra Damgaard, historiker og udstillingsansvarlig ved Museum Lolland-Falster.

 

Gennem en stor del af menneskets eksistens har vi forsøgt at lave afbildninger af os selv. Fra de tidligste i form af bl.a. jagtscener malet på klippevægge og små frugtbarhedsfigurer i sten, det antikke Grækenlands og Roms marmor og bronzestatuer til de mange portrætter, der dukker op med renæssancen i 1500-tallet. Herefter følger fotografiets udbredelse i slutningen af 1800-tallet frem til i dag, hvor vi konstant bliver bombarderet med selfies, billeder og videoer, hvor end vi vender os hen.

 

"Fortiden er ikke bare historie. Den giver mulighed for at få indblik i en udvikling indenfor et ønsket felt. Som her, fremstillingen og opfattelsen af menneskets ansigt. For det, der var skønhedsidealer for 10.000 år siden, er det ikke nødvendigvis i dag. Og hvem ved, hvad de tænker om nutidens ansigter om 15 generationer", fortsætter Alexandra Damgaard.

 

Udstillingen viser en bred vifte af ansigter, både historiske og moderne. Her bliver ligeledes mulighed for at prøve, hvordan det er at være maskeret med både elefanthue, niqab og tørklæde og komme helt tæt på sit eget ansigt i de forskellige digitale installationer.

 

"Der bliver arrangeret forskellige spændende aktiviteter i forbindelse med udstillingen. Når vi har de sidste løse ender på plads, annonceres disse på museets hjemmeside," afslutter Alexandra Damgaard.

 

Der er fernisering på udstillingen fredag d. 16. marts 2018 kl. 14 for inviterede og pressen.

 

Udstillingen er udarbejdet på baggrund af Museum Silkeborgs udstilling af samme navn.

 

Hvor: Stiftsmuseet, Banegårdspladsen 11, 4930 Maribo
Hvornår: 17. marts – 27. oktober 2018, i museets åbningstid
Pris: voksne 50 kr., børn u/ 18 år gratis. Der kan forekomme forhøjede priser i forbindelse med arrangementer på stedet.