13. September 2018
Reventlow Museet

Fehmern Belt Brass Band. Foto: Mogens Warrer

Musikalsk picnic i Ridehuset

Årets sidste åbningsdag på Reventlow-Museet Pederstrup står i festens og musikkens tegn, når museet og Reventlowparkens Støttekreds byder ind til aktiviteter på museet og i Ridehuset. Museet står bag en offentlig omvisning i hovedbygningen med fokus på den sidste store fest i 1918, mens familien Reventlow stadig residerede på herregården. I Ridehuset har Reventlowparkens Støttekreds arrangeret en hyggelig afslutningskoncert. Her sætter det dansk-tyske brandvæsens brassband ”Fehmern Belt Brass Band” toner til både kendte og mindre kendte melodier, under kyndig ledelse af dirigent Kenneth Vegeberg.

 

”Vi håber selvfølgelig på, at mange har lyst til at deltage i markeringen af årets sidste åbningsdag på museet,” fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, og fortsætter, ”og kan det næsten blive mere festligt end til tonerne af god musik og med socialt samvær i Ridehuset?”

 

Dørene til den imponerende ridehal åbnes kl. 12, hvor der er mulighed for at nyde den medbragte picnic. Kl. 13.15 går bandet på og spiller to gange 40 minutter. I Ridehuset er der mulighed for at købe øl, vin, vand, kaffe og kage til favorable priser. Egne drikkevarer må ikke medbringes og nydes til koncerten.

 

Det er ikke kun i 2018, glade toner har fyldt Ridehuset. Også i 1918 – da familien Reventlow arrangerede den sidste store fest på Pederstrup med 400 gæster og festfyrværkeri – genlød ridehallen af musik. ”Dengang var det Nakskov Musikkorps, der spillede op til dans, mens det i 2018 er det dansk-tyske brassband – et samarbejde mellem Lolland-Falsters Brandvæsens Orkester og Musikzug der FF Gemeinde Grömitz – der forhåbentlig får ridehallens imponerende tag til at lette lidt,” beretter museumsinspektøren, der forud for koncerten - kl. 11.30 - vil tage publikum med 100 år tilbage, når museet byder ind til årets sidste offentlige omvisning med fokus på netop festen i 1918.

 

Skulle vejret være med arrangementet, vil der selvfølgelig også være mulighed for at nyde den medbragte mad i Reventlowparken, hvor skulpturudstillingen ”Lysthuse & Luftkasteller” – ny kunst i Reventlowparken også har sidste udstillingsdag, inden værkerne bliver taget ned. Med andre ord er der flere grunde til at besøg eller genbesøge Reventlow-Museet Pederstrup en sidste gang, inden efteråret for alvor melder sin ankomst, og roen sænker sig over museet.

 

Hvor: Reventlow-Museet Pederstrup og Reventlowparken, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L

Pris: Koncerten er gratis. Drikkevarer må ikke medbringes, men skal købes i Ridehuset. Den offentlige omvisning på museet er gratis, når entréen er betalt.

 

Program:

11.00 Museet åbner
11.30 Offentlig omvisning på museet
12.00 Ridehuset åbner, mulighed for at nyde medbragt mad. Kaffe og kage samt øvrige drikkevarer kan købes
13.15 Det dansk-tyske brassband går på, 1. del
14.00 Pause
14.30 Det dansk-tyske brassband går på, 2. del
15.15 Koncerten slutter
16.00 Museet lukker for i år

 

Forbehold for ændringer.