07. August 2018
Reventlow Museet

Copenhagen Duo ved Stefanie Barner Madsen og Mads Damlund. Foto: Lisbeth Holten. ​

Kammermusik af Johann Sebastian Bach

Torsdag d. 30. august kl. 19.30 er det muligt at skrue tiden tilbage til første halvdel af 1700-tallet, når barokduoen Copenhagen med Stefanie Barner Madsen på barokviolin og Mads Damlund på museets cembalo indtager Thorvaldsensalen med toner af Johann Sebastian Bach.

 

I Reventlow-Museet Pederstrups samling findes flere enestående genstande, og en af disse er uden tvivl cembaloet fra 1770,” fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster. ”Cembaloet, der i sin tid angiveligt blev bygget til Det Kongelige Teater i København, er det eneste bevarede danskbyggede cembalo fra 1700-tallet, hvilket gør instrumentet til noget helt særligt – specielt fordi instrumentet stadig fungerer,” beretter museumsinspektøren, og fortsætter ”og når vi så samtidig ved, at flere generationer af familien Reventlow musicerede på alt fra fløjte til klavichord, er det jo ikke utænkeligt, at der i netop deres stuer og sale blandt andet har lydt toner af den tyske komponist Bach til trods for, at Bach ellers først vandt internationalt ry op i 1800-tallet”.

 

I aftenens koncert vil duoen spille Thorvaldsensalen op med Bachs sonater for violin og cembalo, der hører til tidens fineste kammermusik. ”Sonater, som vi har lov til at forstille os, at familien Reventlow har nydt under selskabelig form, når de lå på landet på Lolland eller inviterede til koncert i deres stuer i bypalæet i København,” afslutter museumsinspektøren, der ser frem til en musikalsk oplevelse på Reventlow-Museet Pederstrup.

 

Komponisten bag aftenens musikoplevelse, Johann Sebastian Bach, var selv både violinist og cembalist, hvilket afspejler sig i hans sonater, der er skrevet som et ligeværdigt samspil mellem netop disse to instrumenter. Sonaterne når ud i mange afkroge i stemning og form. Oftest er de skrevet som triosatser, hvor cembalistens højre og venstre hånd har hver sin modstemme til violinen, i stedet for kun at spille den traditionelle continuorolle.

 

Stefanie Barner Madsen og Mads Damlund har spillet sammen i mange år, og spiller samtlige Bachs sonater over to koncerter. Stefanie Barner Madsen er uddannet i barokviolin på Frankfurter Musikhochschule hos Prof. Michael Schneider samt ved studier hos John Holloway og Andrew Manze. Hun har siden 1996 været fast medlem af Concerto Copenhagen og er aktiv i mangfoldige ensembler i Danmark og Tyskland. Mads Damlund er uddannet organist og pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med debutkoncert i 2006, samme år som han blev organist ved Jægersborg kirke. Han har i koncertserier opført samtlige orgelværker af Bach og Buxtehude, og er leder af barokorkesteret Jægersborg Consort.

 

Koncerten er støttet med midler fra Augustinusfonden.

 

Der er begrænset antal pladser til koncerten, og billetter kan købes via Billetto.

 

For nærmere information kontakt museumsinspektør Jesper Munk Andersen på: 25 59 34 57 / jma@museumlollandfalster.dk eller formidler Anne Elmer på: 51 21 25 13 / ae@museumlollandfalster.dk

 

Hvor: Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Hvornår: kl. 19.30-21.30
Pris: 100 kr. For indehavere af årskort eller medlemmer af CulturePoint er prisen 50 kr. Årskort eller aktiveret tilbud på CulturePoint skal fremvises med billetten i indgangen.