12. June 2018
Reventlow Museet

Foto: Ingrid Riis

Offentlige torsdagsomvisninger på Reventlow-Museet

Igen i år afholdes der gennem sommeren offentlige omvisninger på Reventlow-Museet Pederstrup. ”I år har vi henlagt de offentlige omvisninger til om torsdagen og udvidet sæsonen, så det nu allerede er fra 28. juni og frem til 9. august, at det er muligt at komme helt tæt på fortællingen om statsmanden og landboreformatoren C.D.F. Reventlow,” fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster. Som den ene af museets to guider vil han på omvisningerne fortælle den fascinerende historie om statsminister C.D.F. Reventlow og landboreformernes gennemførelse i slutningen af 1700-tallet samt ikke mindst løfte lidt af sløret for, hvordan reformperioden endnu den dag i dag præger vores liv og samfundsforståelse.

 

Meget af det, som vi i dag tager for givet i det danske samfund, og som en naturlig del af vores egen selvforståelse, kan vi takke reformperioden og ikke mindst statsminister C.D.F. Reventlow for – fra indretningen af vores landskaber over vores forhold til familien og til vores individuelle holdninger,” beretter museumsinspektøren, der ikke er bleg for at slå fast, at det moderne Danmarks fødested skal findes i netop perioden for landboreformernes gennemførelse og hos politiske personligheder som C.D.F. Reventlow og hans lige.

 

På turen rundt i herregårdens stuer og sale vil publikum komme helt tæt på Reventlow og hans families liv og virke – fra det politiske spil over børneopdragelse og til selskabslivet. Det er således ikke blot et blik ind i herskabernes lukkede univers på herregårdene, men også ind i den kultur og de sociale normer, som Reventlow med stor succes fik bredt ud over det ganske land, og som endnu i dag præger os.

 

”Fortællingen om C.D.F. Reventlow er på den måde ikke blot historien om en ener i dansk politik og historie, men også om en foregangsmand for den livsførelse og de normer, som i 1800-tallet blev allemandseje i Danmark, og som den dag i dag endnu ligger dybt indlejret i os alle sammen,” afslutter museumsinspektøren, der sammen med museets formidler, Anne Elmer, fra torsdag d. 28. juni til og med torsdag d. 9. august kl. 14 vil stå parat i museets vestibule for at tage publikum en tur med tilbage i historien.

 

De offentlige torsdagsomvisninger begynder alle gange kl. 14 og tager cirka en times tid. Omvisningerne er gratis, når entréen til museet er betalt.

 

For nærmere information kontakt Jesper Munk Andersen på jma@museumlollandfalster.dk eller 2559 3457.

 

Hvornår: offentlige torsdagsomvisninger fra 28. juni til 9. august kl. 14
Mødested: vestibulen på Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Pris: gratis, når entréen er betalt, voksne 50 kr., børn u/ 18 år gratis