21. July 2017
Reventlow Museet

Flaget er hejst, når museet markeret 77 året for åbningen i 1940.

Flag og fortællinger

Fødselsdag på Reventlow-Museet

 

Fredag d. 21. juli glider Dannebrog endnu engang til tops, når Reventlow-Museet fejrer 77 året for museets åbning. Siden 1940 har det været muligt at besøge statsminister C.D.F. Reventlows smukke herregård på kanten af de lollandske alper, og blive klogere - ikke blot på den store politiker og landboreformator, men også få et indblik i livets gang i herregårdens hovedbygning omkring år 1800.

 

”Selvom det er museets fødselsdag vi fejrer, vil det dog langt fra være den lykkelige fortælling om C.D.F. Reventlows politiske bedrifter, der i år vil være i fokus på museets store dag,” fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, der glæder sig at fejre museet på fødselsdagen. ”Det vil derimod være den dramatiske og gruopvækkende fortælling om livlægen, elskeren og politikeren Struensee, der ikke blot var en foregangsmand for landboreformernes gennemførelse, men også er omdrejningspunktet for årets særudstillingen på museet”.

 

På den store dag tilbyder museet nemlig to særomvisninger i årets særudstilling ARVEN EFTER STRUESEE, hvor det vil være muligt for publikum at komme helt tæt på manden og myten Struensee når Jesper Munk Andersen folder historien om 1700-tallets største politiske og amourøse skandale ud.

 

”Fortællingen om Struensee har siden han en aprildag i 1772 blev et hoved kortere på skafottet fascineret og draget os. Igen og igen er historien blevet fortalt og igennem de seneste år også dramatiseret på både teater og oscarnominerede spillefilm,” fortæller museumsinspektøren og forsætter, ”de fleste af os føler jo nok i dag, at vi kender Struensee og fortællingen om hans forhold til dronning Caroline Mathilde – også selv om denne fortælling sjældent stemmer helt overens med de historiske facts. For hvem var Struensee virkelig, var det virkelig ham, der var far til prinsesse Louise Augusta og ville han virkelig adelen til livs?,” afslutter Jesper Munk Andersen.

Det er blot nogle af de mange spørgsmål, som man kan få svar på, når museet indbyder til offentlige omvisninger i årets særudstilling på dagen, hvor flaget går til tops i Reventlowparken og museet markere 77 året for åbningen i 1940.

 

Hvor: Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Hvornår: Fredag d. 21. Juli 2017. Besøg museet i åbningstiden fra 11-16. Omvisning i særudstillingen ARVEN EFTER STRUENSEE kl. 13 og kl. 14.30.
Pris: gratis, når entréen er betalt. Voksne 50 kr., børn u/18 år gratis