Sjællandske Sydbane

Sjællandske Sydbane (Roskilde-Køge-Næstved-Masnedsund)
Den 21. juni 1867 blev jernbaneloven vedtaget, og den bemyndigede regeringen til at meddele koncession på bygning og drift af Sydbanen indtil 26. juni 1947.
Der var tre strækninger:
1. Fra Ringsted over Herlufmagle, øst om Næstved over Vordingborg til Masnedsund.
2. Fra København – ikke vestligere end Viby – enten over Køge-Vordingborg til Masnedsund eller over Køge-Præstø til Kalvehave.
3. En bane fra nordkysten af Falster enten til Nykøbing eller et andet punkt på Falsters vestkyst, eller til en havn på syd- eller vestkysten af Lolland.

 

Der var i loven ikke taget stilling til, hvem der skulle have koncessionen. Det blev Det sjællandske Jernbaneselskab, der fik den. Ikke så meget fordi jernbaneselskabet var interesseret i banen, men fordi selskabet ønskede at holde eventuelle andre selskaber væk.
Banen på Falster var Det sjællandske Jernbaneselskab overhoved ikke interesseret i, men måtte tage den med. Den afsattes senere til Det Lolland-Falsterske Jernbaneselskab, der kontrolleredes af Privatbanken og dermed C. F. Tietgen. Denne forsøgte – og fik held med at få kontrol over alle baner syd for Storstrømmen.

 

Den 24. januar 1868 fik Det sjællandske Jernbaneselskab koncession på banerne nævnt under 2. og 3., og det blev fastsat, at Sydbanen skulle udgå fra Roskilde, selvom denne løsning blev noget dyrere.
Arbejdet på banen startede lørdag d. 3. oktober 1868 ved Næstved, og allerede d. 4. oktober 1870 åbnedes den 90 km lange bane for almindelig trafik – noget af en præstation!
Banen åbnede uden større festligheder, og siden d. 1. januar 1888 har Den sjællandske Sydbanen været statsbane, idet Det sjællandske Jernbaneselskab fra denne dag overdrog sine jernbanestrækninger til staten.

 

Banen blev anlagt enkeltsporet, men jernbaneloven af 23. februar 1917 indeholdt bemyndigelse til at forsyne strækningen Næstved-Vordingborg med dobbeltspor. Dette skete i forbindelse med anlæggelsen af den første etape på Den midtsjællandske Jernbane mellem Næstved og Ringsted, hvorved kapaciteten mellem Næstved og Vordingborg øgedes ganske væsentligt. Dobbeltsporet mellem Næstved og Vordingborg blev taget i brug d 8. maj 1925.

 

Strækningen Næstved-Vordingborg betragtes nu som værende en del af København-Ringsted-Næstved-Nykøbing-Rødby Færge banen, mens strækningen Roskilde-Køge-Næstved er opført for sige selv i DSB’s køreplaner.

 

Roskilde – Næstved, åbnet 4. oktober 1870.