Sct. Kjelds kilde, Døllefjelde

Nordøst for præstegårdens beboelseslænge findes en brønd med isat jernpumpe og nordøst for brønden er mod bygaden en let skrånende græsmark, der er stærkt vandlidende. Der er næppe tvivl om at det er kildens vandåre, der bryder frem til overfladen.
I 1266 opførtes Sct. Kjelds kapel til andagt for dem, der valfartede til en springkilde, der oprindeligt fandtes øst for præstens have. Vandet blev tillagt lægedomskraft, når blot man huskede samtidig med brugen af det, at ofte penge efter evne til Sct. Kjeld i hans kapel. I 1200-tallet blev der bygget en lille romansk kirke af brændte sten. Denne kirke blev både sognekirke og valfartskapel. I 1300-tallet har der også været stor søgning til kilden, så den første kirke blev for lille, og i stedet for blev der bygget et nyt stort gotisk kirkeskib vest for den gamle kirke. Den romanske kirkes skib blev kor for den nye kirke. Dette blev så til kapel for kildegæsterne. Der blev givet så mange gaver til kirken, at den senere også fik bygget et tårn.
Valfarten til kilden tog af i løbet af 1600-tallet, og i 1617 hedder det, at kapellet er bygfældigt, og at der savnes midler til istandsættelsen. I 1694 blev kapellet helt nedrevet. Der blev ikke andet tilbage end et par stykker af muren. De står som støttepiller til den nuværende gavl. På den ser man tydelige bygningsspor på gavlen som et sidste minde om kapellet.

Til kilden har det også været et stort kildemarked, der blev afholdt hvert år på Sct. Mikkelsdag d. 29. september. I 1500-tallet blev kildemarkedet flyttet til Sakskøbing, der købte det, og til gengæld påtog sig at opføre en mur om kirkegården. Dette skete i 1593.
Ved kirkereformationen i 1536 blev valfart til helligkilderne forbudt, men det havde kun ringe effekt blandt folk, der fortsat søgte kilden. Det fortælles om Sct. Kjelds kilde, at en nidkær præst derfor stoppede kilden til for at forhindre valfart til den. Da præsten havde stoppet kilden til, brød den en søndag under højmessen frem gennem kirkegulvet i kirkens kor. Det skete med en sådan voldsomhed, at folk skyndsomst måtte forlade kirken. Degnen, der nødig ville være våd, sprang fra det ene stolestade til det andet, indtil han nåede udgangen. Da opstod det lollandske mundheld: "Han løber oven ad, som den Døllefjelde degn."
I 1984 brød kilden frem i præstegårdens have igen. Man har siden forsøgt at dræne den til et lavere område.