Den hellige fru Marthes kilde i Karise

I Karise Præstegårds have eller park findes Den hellige fru Marthes kilde i det nordøstlige hjørne, som en stensat brønd. Den er næsten tør, og ligger nær ved bækken, der har tilløb til Stevns å. Brønden er ca. 2 meter dyb med en mærkelig tøndeformet stensætning. Tidligere har tilløbet til brønden været stærkere end det er nu. De mange villabrønde, der er med tiden er gravet i nabolaget, har sandsynligvis taget noget af vældet fra skråningen, der fører ned til den, men tilløbet var i hvert fald i 1960'erne så stærkt, at hvis brønden tømtes for vand, løb den straks fuld igen.

 

Kilden har navn efter fru Marthe, der i den ældre Danmarkshistorie er nævnt som Biskop Absalons frænke. Hun skal have boet på Karisegaard, og havde ry for fromhed og hellighed. Da munkene bar hendes kiste til graven, satte de den på jorden et øjeblik for at hvile sig lidt, og der hvor kisten havde stået, vældede der en kilde frem, der fik hendes navn. Den blev dog også kaldt for Karise Væld. Da fru Marthe senere blev kanoniseret, fik den så navnet "Den hellige fru Marthes kilde".

 

Karise kirke har fra gammel tid haft ry for hellighed, og man må antage at det har forbindelse til fru Marthes kilde, som man straks var begyndt at valfarte til, for at blive helbredt for sygdomme. Senere blev det især Sct. Hans aften, at man valfartede til kilden. Her udspandt der sig et broget folkeliv, og både syge og raske mennesker var tilstede. De syge for at blive helbredt og de raske for at more sig på det kildemarked, som blomstrede op i tilknytning til kilden. Da kilderejserne og kildemarkederne havde deres storhedstid har der sikkert været både handelsmænd og gøglere på markedet, og der har måske stået en karm med et tag over selve kilden, så det lignede et hus. Før kildegæsterne ankom ved Sct. Hans tid, er kildehuset sikkert blevet pyntet med blomster og grønt for at give det et festligt udseende. En mand har været lejet til at øse vandet op, så man kunne vaske sig i det, eller få fyldt en flaske med "helligvand" til en syg derhjemme. Der har også stået en kildeblok i nærheden, hvori man kunne lægge offergaver som tak for helbredelsen. Kildeblokken blev så senere åbnet af sognepræsten og to gårdmænd, som uddelte pengene til sognets fattige.

 

Digteren B. S. Ingemann skrev i "Samlede Romancer, Sange og Æventyrdigte", fra 1863 et digt om fru Marthe:

 

Fru Marthe sad på Karisegaard,
Hun var så god og så from,
Var vinteren streng og den rige mand hård,
Til hende de fattige kom.

Den hungrige mætted hun af sin hånd,
Den syge husvaled hun fro,
Den fangne løste hun af sit bånd,
Og bad for synderens ro.

Men stor var nøden i Danmarks land,
Trindt svensken brændte og slog.
Fru Marthes borg de tændte i brand,
Til kirken den fromme hendrog.

I tårnet boede hun nat og dag,
Der ingen til hende kom,
Kun uglen sad under kirketag,
Og så på den frue, så from.

Og tryg hun boede i Herrens hus,
Til fjenden måtte bortflye,
Da gik hun tilbage til borgens grus
Og lod den oprejse på ny.

Da fandt den husvilde atter ly,
Da fandt den hungrige brød,
Men hver mand græd i Karise by,
Dengang fru Marthe var død.

Og der den frue i kisten lå,
Og smiled med blegen kind,
Da var der fast ingen børn så små,
De bares jo til hende ind.

Da klokken klang på den jordefærdsdag,
Og unge og gamle de græd,
Da var der ingen gubbe så svag,
Han løfted jo båren med.

Og der de satte den ligbør ned
Og hviled på kirkesti,
Da sprang der en kilde på samme sted,
Den ganger man end forbi.

Gud glæde evig den fromme sjæl!
Så mange glædede hun,
Tit den, som drak af fru Marthes væld,
Blev karsk i den samme stund.

End tårnet står med den dunkle vrå
Hvor fordum fru Marthe sad,
Tit kommer en fremmed og ser derpå
Og hører det sagn så glad.