En dråbe tager til genmæle

Mickey Gjerris fotograferet af Ingrid Riis

Mickey Gjerris på talerstolen til ferniseringen. Foto: Ingrid Riis

 

 

Læs her teolog og bioetiker Mickey Gjerris' tale ved åbningen af særudstillingen Jordforbindelser 

 

En dråbe tager til genmæle af Mickey Gjerris

Vi bor på en kugle af sten, jord og ild, der suser gennem verdensrummet sammen med milliarder og atter milliarder af andre planeter og stjerner. En kugle, hvis overflade og oceaner, myldrer af liv. Jord, hav, vind, liv, landskaber og luften som vi ånder i undertiden fulde drag. Det hele er en del af livets store fortælling.

 

En fortælling, der begynder et sted i urtiden med stoffet, der fik liv. Et sted - en gang - opstod den første en-cellede organisme og begyndte den lange vandring mod land – og os.

 

Utallige væsener har været en del af den fortælling. Stedt i kød og krop, higende efter at få opfyldt behovet for mad, vand, varme, tryghed og bare det at overleve til næste solopgang.

 

Kød og Krop. I live. Et liv til døden. Som den gamle teolog sagde: Livet er blot udskudt død. Og det er et liv med lidelse. Sådan er det bare. Der er ikke ondskab i kattens leg med musen. Spækhuggerens leg med sælungen. Kræftknuden, der vokser døden ind i livet eller bare årenes gang mod forfald og død. Men derfor kan det godt gøre ondt.

 

Livet er en bunke fortællinger. Nogle gør ondt – andre gør godt. Det gælder for alle følende og sansende væsener. Enhver rotte, giraf, gris og babysæl har sin fortælling, sine erfaringer – sin lidelse og sin glæde.

 

Vi lever i et fællesskab med mange væsener. Dyr og planter. Med nogle har vi livet til fælles, med andre lidelsen og glæden. Som en anden stor teolog sagde om dyrene: Gud, lær os, at også de kan smage livets sødme.

 

Så vi er i et fællesskab. Et fællesskab af sødme og lidelse - om vi vil det eller ej. Vi kan ikke melde os ud – kun svigte og fejle, som vi kan i alle fællesskaber.

 

Men vi er en særlig del af fællesskabet. Vi er den del af livet, der har rejst sig fra urhavet i en fortælling, der strækker sig over milliarder af år. Vi har fået forståelse, sprog og samvittighed. Fornuft… Landbrug… Kultur… iphones… Kugler & Kanoner… Magt.

 

Med fornuften kan vi forstå så meget. Vi kan forstå, at noget lidelse hører med til livet. Og vi kan forstå, at noget lidelse er skabt af os. I vores higen efter magt over naturen og hinanden. Sådan har det været længe – så længe vi har været her. Men vi kan forstå det – og vi kan bestemme, om vi vil lade det fortsætte sådan. Vi kan forstå, at vi har ansvar.

 

Vi lader dog ikke til at ville vide af det. Vi har, hvad vi skal have og mere til. Behovene er opfyldt. Der er nu tid & rum til at vende sig mod andre sider af livet. Opsøge muligheder for at leve i stedet for blot at kæmpe for at overleve. Men vi gør det ikke.

 

Vi er som fanget af vores lyst forklædt som behov. Og stædigt opfinder vi nye. Vi lever i ufattelig velstand og investerer alligevel store dele af den i at finde på nye ting, som vi end ikke havde fantasi til at forestille os, at vi manglede i går.

 

Vi burde være den del af det levende, der tænker. Den del, der tager ansvar. Men vi er i stedet blevet den del af det levende, der i evig jagt på fornøjelse konsumerer alt levende på Jorden.

 

Vi ved det godt. Klimaforandringer, tab af biodiversitet, plastic i havene, pesticider i naturen, partikler i luften. Milliarder af dyr, der lever og dør under vilkår så elendige, at vi fortrænger det og lader som om, at al vores kød kommer fra Jens Hansens bondegård. Mennesker, der arbejder, lever og dør i dyb fattigdom, imens de roder i vores affaldsbjerge efter lidt rester at overleve på.

 

Vi tror, at vi er de gode. Men det er vi ikke. Og det bør vi stå til ansvar for. Hvad enten den store dommer er den vrede gud, det skuffede selv eller den værensmagt, der må se til i forundring, imens vi fortærer verden. Vi er åbenbart ikke væsener, som man kan betro at passe på en kugle af sten, jord og ild.

 

Vi har fået evnen til opfylde vores behov, men glemt, at vi også har fået evnen til styre dem. Til at spørge os selv, hvornår nok er nok. Til at skelne mellem det vigtige og det overflødige. Mellem velfærd og velstand. Til at have øje for de andres lidelse i stedet for vores egen nydelse.

 

Indkrogede i os selv holder vi fast ved, at magt er mulighed for at rage til os i stedet for mulighed for at tjene og dele. Det er undertiden dystert at være menneske. Så nemt at se vores usselhed og så svært at handle.  Vi kan bare sidde her i al afmagten og vide, at historien om mennesket, der svigter og ikke formår at tage imod livets gave, også er vores historie.

 

Og så tynger ansvaret - og vi flygter fra det. Prøver at lade som om, at det er samfundets skyld. At vi er så små og problemerne så store, at vi intet kan gøre. Og læner os så tilfredse tilbage i havestolen, bunder endnu et glas halvlunken rosévin og prøver at tro på, at vi er retfærdiggjorte, imens vi skåler med Anna Libak.

 

Det dur bare ikke. For vi er dem, der kan hæve sig op over de umættelige lyster og behov og få blik for, hvad Jorden også er. Dem, der ikke kun ser ressourcer til mere adspredelse, men en Jord, som vi deler med talløse andre væsener. Dem, der ser et hjem for mange, som vi skal tage vare på. Dem, der lindrer den lidelse, som vi kan og går med ind i den, som vi ikke kan fjerne.

 

Det er ikke svært at føle sig ubetydelig og afmægtig. At lade universets ufattelige størrelse og alder ydmyge os. Vi er trods alt blot forfængelig ormeføde. Talløse gik før os, talløse vil komme. Hvem er vi at ville løfte det ansvar, som er foran os? Og hvad vil det hjælpe? Hvad forskel gør det, at jeg lindrer i stedet for at bringe lidelse, når nu de andre ikke gør det? Er det her ikke en opgave for samfundet, politikerne, FN og nogle andre?

 

Det er på en gang rigtigt og rasende forkert. Det er sandt, at ingen af os kan gøre en forskel alene. Hver enkelt af os er blot en dråbe i havet. Og så alligevel. For den nyeste forskning har vist, at havet blot består af dråber. Og vi ved fra livet med hinanden, at det, der kan give mod og lyst til handling og forandring, er at se andre finde en vej gennem livet, der bringer håb og glæde. Så vi kan være dråber af lys for hinanden. Og det er da noget.

 

Og så er det altid værd at huske på, at livet ikke handler om at vinde. At gøre alt godt. Vi må sætte os mere beskedne mål. Jeg vil tillade mig at foreslå dette: Vi skal gøre det bedste, som vi kan. Bestræbe os på at blive de bedste udgaver af os selv, som vi kan. Ikke i et desperat forsøg på at retfærdiggøre vores egen eksistens, men snarere som et glædesfyldt ideal, vi langsomt nærmer os uden tanke på, om vi kommer i mål, men med fokus på hvem og hvad vi møder på en vej, som er værd og værdig at gå.

 

Vi kan, hver især, være dråber af lys for hinanden. Fyrtårne. Hvad stopper os andet end vores egen magelighed, egoisme og talløse dårlige undskyldninger om, at det er de andre, der skal begynde?

 

Hvad stopper dig fra at handle? Og hvorfor tror du, at du taber ved at gøre det? Hvad nu, hvis det gode liv ikke er noget du vinder foran de andre, men noget du får foræret i glimt ved at bære med på det mere-end-menneskelige fællesskab, som vi alle lever i?

 

Aftenens håb er derfor, at denne udstilling vil bidrage til at inspirere os med mod og håb til at gå ud og være dråber af lys.

 

Så kan man ikke bede os om mere – men det kan man godt bede os om.

 

Mickey Gjerris (1969) er uddannet teolog og lektor i bioetik ved Københavns Universitet. Han har i snart 20 år forsket i de etiske aspekter af forholdet mellem mennesker, dyr og natur og udgivet en lang række artikler og bøger om etiske emner. Han er en flittigt brugt ekspert, debattør og foredragsholder omkring emner som klimaforandringer, dyreetik, fødevareetik og medicinsk etik.
Fra 2011-2016 var han medlem af Det Etiske Råd.
Senest har han udgivet Skildpaddetanker – fra en foruroliget verden (Jensen & Dalgaard, 2017), Animal Ethics in Animal Research (Cambridge University Press, 2017) og Naturens sprog - historer fra virkeligheden om fortryllelse (Eksistensen, 2018). Se mere på www.mickeygjerris.com