Kunst på papir

Eksempler fra samlingen. Se nærmere oplysninger nederst på siden.

 

Fuglsang Kunstmuseum ejer en omfattende samling af kunst på papir. Fra samlingens spæde begyndelse i slutningen af 1800-tallet anskaffede man papirkunst i mindre målestok, mens størrelsen voksede betragteligt fra 1960'ernes begyndelse og et par årtier frem. I dag indeholder den ca. 2000 enkeltblade af både grafik, tegning og akvarel samt en lang række grafikmapper og bøger med originalgrafik.

 

 I både kronologi og motiv modsvarer papirværkerne museets øvrige malerier og skulpturer, som den både supplerer og nuancerer. Værkerne fordeler sig således fra senere del af 1700-tallet frem til 1980erne og præsenterer eksempelvis landskaber og genrebilleder, portrætter og bybilleder, opstillinger og abstrakte motiver. Tyngden findes i det 20. århundrede, som bl.a. rummer sjældne akvareller, nytænkte træsnit, poetiske billedhuggertegninger, farverige skitsebøger og ikke mindst en lang række ætsninger og koldnålsraderinger fra midten af århundredet og frem. Kunstnerne til de sidstnævnte, heraf mange kvinder, har for manges vedkommende deres kunstneriske ballast fra den vigtige Grafisk Skole på Kunstakademiet i København eller fra den senere alternative og eksperimenterende københavnske kunstskole, Eks-skolen.

 

Såvel alment kendte som mere ukendte kunstnere er at finde i samlingen, og det drejer sig både om udøvere, der udelukkende beskæftiger sig med kunst papir og om de, der bruger mediet på lige fod med eksempelvis maleri og skulptur. Enkelte er endvidere særligt rigt repræsenteret; det gælder eksempelvis maleren og grafikeren Carl Bloch (1834-1890) med knapt 80 blade, Corner-kunstneren Ole Kielberg (1911-1985) med næsten 70 akvareller malet på sine mange rejser, tegneren og grafikeren Palle Nielsen (1920-2000) med over 50 værker og ikke mindst den lollandsk-fødte maler og grafiker Ingemann Andersen (f. 1929) med næsten 100 blade af primært træsnit fra både Danmark og Italien.

 

I Fuglsang Kunstmuseum er en af udstillingssalene (Sal 4) tilegnet den lysfølsomme kunst på papir. I salen ses derfor et udvalg af museets papirkunst i skiftende ophængninger, der knytter an til aktuelle temaer eller kunstnere udstillet andetsteds i museet.

 

Illustrationer:

J.F. Clemens - Sokrates - 1786 - foto Ole Akhøj

Lorenz Frølich - Høder hos valkyrierne - 1845. Foto Hans Petersen  

Ole Kielberg - Bloomsbury Square - 1975. Foto Hans Petersen  

Ingemann Andersen - Bøgetræ, vinterdag - 1982. Foto Ole Akhøj