Juleneg, u.å.

Karl Schou, Juleneg, u.å. Tilhører Fuglsang Kunstmuseum. Foto af Ole Akhøj


Der er i mange af karl Schous værker en bemærkelsesværdig stilfærdig og dæmpet stemning eller det der også kunne hedde en elegisk stemning – altså noget som er blidt vemodigt.

 

Der er en meget dæmpet farveholdning, hvor han anvender lerrødt og rosa, hvidt og gråt og brungrønt. Variationer af farvenuancer der smelter rundt om motivdelene. Den stille maler med det støvede lys.

 

Sikkert er det, at der midt i billedets forgrund er placeret et juleneg – og det er rimeligt at formode at det har hængt i Karl Schous egen have – sikkert på et tidspunkt mellem 1905 og 1920.

 

Hvis vi skal gætte på, hvorfor det hænger der, så kunne det være sjovt at hægte Schou sammen med en bogudgivelse fra perioden 1910-1913. Det er den danske folkemindesamler Christine Reimar der levede fra 1858-1943 der udgiver et større værk der hedder Nordfynsk Bondeliv.

 

Hun skriver i en fodnote en personlig kommentar til nogle af de folkeminder hun har samlet:

 

”Juleneget har så meget af julens poesi over sig, at det bør rodfæstets på ny. I vor tid, da man har sansen vågen for at bevare fortidsminderne, var det kønt, om netop vore landsmænd søgte at genoptage julens neg, så børnene ikke blot lærte at kende et juleneg på et julekort.
Det ville klæde landet i julefestens dage, hvis det blev en fuldkommen landeskik at bringe en offergave af vort agerbrugs grøde til vore vinterfugle.

Juleneget er velskikket til at skabe gammel julestemning. Fuglenes kornneg burde igen – som i henfarende tider – høre med til julens faste ydre kendetegn. Når vinteren breder sin hvide dug, bør der tænkes på den lille fugl, der ikke høster og ikke sanker i lade. Da bør der ydes de fugle der overvintrer hos os en håndsrækning”.

 

Foto af Ole Akhøj