Fuglsang Kunstmuseums samlinger

Afgang _a

Jais Nielsen, Afgang! 1918.
Tilhører Fuglsang Kunstmuseum

 

Fuglsang Kunstmuseum er ét af de få bredt dækkende kunstmuseer i Region Sjælland.

Selvom museet holder til i en nytegnet museumsbygning (indviet 2008), designet af den engelske arkitekt Tony Fretton, har museet en historie, der griber langt tilbage i tiden.

Fuglsang Kunstmuseum blev oprindelig grundlagt i 1890 som en del af det kulturhistoriske museum i Maribo, i 1966 blev det et selvstændigt kunstmuseum og i 1989 kom museet til at hedde Storstrøms Kunstmuseum; et navn der blev ændret med museets indflytning i de nye museumsrammer ved Fuglsang.

 

De tre samlinger

Siden museets grundlæggelse som en del af det lokale kulturhistoriske museum er der blevet indsamlet såvel malerier, skulpturer som værker på papir, om end fokus i de forskellige indsamlingsområder gennem tiderne har skiftet.

Museet rummer i alt godt 4000 kunstværker fordelt på de tre indsamlingsområder. Af disse er papirsamlingen den største med ca. 2800 værker, herefter følger malerisamlingen med ca. 650 værker, mens skulptursamlingen tæller ca. 150 værker.


 
Hvad kan man se af samlingerne på museet?

Museets samlinger dækker perioden fra slutningen af 1700-tallet og frem til i dag. Visse perioder er dog stærkere repræsenteret end andre; det gælder særligt perioden 1900-1950, men museet ejer også en lille, men udsøgt samling af guldalderkunst, ligesom også den nyere kunst er repræsenteret ved 1980ernes unge vilde maleri samt et udvalg af nyere fotografi.

I museets udstillingssale vises et udsnit af samlingerne på ca. 200 værker i alt, afhængig af de skiftende særudstillingers pladsforbrug. Væsentlige dele af samlingerne befinder sig i museets magasiner, og museet arrangerer derfor skiftende nyophængninger af samlingerne for således at få præsenteret forskellige dele af samlingerne for publikum. Dertil kommer vekslende særudstillinger.


 
Erhvervelser til samlingen

Museet erhverver løbende nye værker til samlingen; enten på auktioner, fra private eller som gaver. Fælles for alle nyerhvervelser er, at de gennem høj kvalitet supplerer det eksisterende fokus i samlingerne, hvorved samlingernes særlige identitet understøttes, udbygges og nuanceres.

 

Vil du vide mere om museets samlinger?

Yderligere information om museets samlinger findes her på hjemmesiden, men størstedelen af museets samlinger kan også søges online i Kunstindeks Danmark.