HAVEN

D. 26. august kl. 10.30 - 14.00

Edvard Petersen, Blomstrende syrener, 1904

 

En tværfaglig aktivitet for hele familien

I tilknytning til Ensemble Storstrøms musikfestival tilbyder ensemblet i samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum og Museum Lolland-Falster en hyggelig familieaktivitet.


Deltag aktivt i én fortælling med tre udtryk, i ord, i toner og i billeder om livet, som det måske var engang på Fuglsang Herregård:

 

Vi begynder med en tur rundt i parken på Fuglsang Herregård, hvor Museum Lolland-Falster fortæller de spændende fortællinger om Kirsten-Havekone, SpringSofie og Møg-Petter.

De er alle tre opdigtede personer, men kunne godt have været blandt de mange tjenestefolk, der i gamle dage skulle til for at drive en herregård som Fuglsang.

 

Efter herregårdshaven går turen ind i KUMUS (museets nabobygning) til en nutidig musikalsk fortælling, som illustrerer historierne, vi lige har hørt. Komponisten Hanne Tofte Jespersen har komponeret en række ”hørebilleder”, hvor musikerne fra Ensemble Storstrøm giver historierne fra haven et musikalsk udtryk.

 

Efter koncerten fortsætter forløbet på Fuglsang Kunstmuseum, hvor formidleren tager jer med på en børnevenlig tur rundt på museet og snakker om billedkunst med havemotiver.

Fyldt med inspiration slutter vi af med at bygge små sjove alternative drivhus i kunstmuseets billedkunstværksted i KUMUS.

Igennem hele forløbet i haven, i koncertsalen og i billedværkstedet vil man blive inddraget i en åben dialog og deltage aktivt i historiefortællingen.

 

Billetter købes på www.billetto.dk