Det kan du se

Huse på Frilandsmuseet

 

Gennem 13 huse viser og formidler Frilandsmuseet Sydhavsøernes landbosamfund og mere end 300 års byggeskikke. Alle sociale lag er repræsenteret; så besøg gårdmanden, slå et smut forbi husmanden, oplev den autentiske duft i smedjen eller sæt dig til rette i skolestuen. Alt i alt er der mulighed for at tage en tur tilbage i tiden – inden industrialiseringen satte ind og ændrede alt, hvad befolkningen havde kendt gennem generationer. 



På Frilandsmuseet bevæger man sig rundt på en stor historisk scene, hvor kulisserne er autentiske huse med originale genstande. Her er oplevelsen i centrum, og de forskellige huse giver et indblik i livet på landet i 1800-tallet eller muligheden for at reflektere over den historiske udvikling, samfundet har gennemgået de sidste 2-300 år.

 

Smeden ved essen

 

På Frilandsmuseet bliver almindelige menneskers hverdag og livsvilkår anskueliggjort med små scenarier, der illustrativt viser livet på landet i 1800-tallet. Med de originale huse og genstande kan sanserne og fantasien få frit spil til at sætte sig ind i, hvordan det var at leve i de kolde, lavloftede rum med de fælles sovefaciliteter, det hårde fysiske arbejde, stanken fra møddingen, det udrikkelige vand og hvad, der ellers fulgte med livet i ”gamle dage”.

 

Kun to af de bygninger, der i dag indgår i Frilandsmuseets samling, er bygget på stedet – resten er løbende flyttet til museet fra Lolland og Falster og genopført der.

 

Book en omvisning eller et undervisningsforløb her