24. August 2017
Frilandsmuseet

Der kommer en bred vifte af forskellige håndværkere til årets håndværkerdag.

Håndværkerdag på Frilandsmuseet med historisk café

Søndag d. 3. september 2017 er der håndværkerdag på Frilandsmuseet i Maribo. Her er der mulighed for at komme helt tæt på de gamle håndværk og få en snak med de dygtige håndværkere. Oplev blandt andet hvordan man laver tønder, polstrer møbler, fletter med pil, tækker et tag og meget, meget mere. Oplev smeden ved essen, prøv kulsviernes pandekager og kom helt tæt på de smukke folkedanserdragter.

 

"I løbet af dagen har vi planlagt forskellige aktiviteter for børn og voksne med bl.a. folkedans akkompagneret af spillemandsmusik, miniforedrag om den korrekte brug af kalk og muligheden for at bygge sit eget minibindingsværkshus", fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

 

De forskellige gamle håndværk er fordelt rundt på Frilandsmuseets område. Så der er mulighed for at gå på opdagelse i og mellem husene og pludselig opdage et lille 'arbejdende værksted'. "Vi har samlet en meget bred vifte af håndværkere, som står parate og bare venter på nysgerrige, interesserede og spørgelystne gæster", afslutter Anne-Lotte Sjørup Mathiesen.

 

Der sælges øl, vand og pølser på dagen. Men vi har også sørget for eftermiddagskaffen, som kan indtages i den smukke Skovpavillon. Her afholdes historisk café med lækkerier lavet efter 1700- og 1800 tals opskrifter. Bestil bord hos asm@museumlollandfalster.dk.

 

Det er naturligvis også tilladt at medbringe egen mad og drikke til arrangementet.

 

For nærmere information kontakt Anne-Lotte Sjørup Mathiesen på 2559 3456 eller asm@museumlollandfalster.dk eller museet på post@museumlollandfalster.dk.

 

Hvor: Frilandsmuseet, Meinckesvej 5, 4930 Maribo
Hvornår: 3. september 2017, 10-16, caféen er åben fra 11.30-15-30
Pris: voksne 60 kr., børn u/18 år 10 kr. Der kan forekomme materialepris ved enkelte af aktiviteterne. Pris i den historiske café er afhængig af mængden af kaffe/kage.