20. April 2017
Frilandsmuseet

Mystik, gamle ritualer, dans og musik

Foråret er over os, og Frilandsmuseet i Maribo er snart klar til at slå dørene op til en ny sæson fyldt med faglig formidling, spændende aktiviteter og ikke mindst stedets hyggelige stemning. Sæsonen skydes i gang søndag d. 30. april, hvor vi fejrer Valborgsaften med aktiviteter for hele familien. I år har vi valgt at afholde arrangementet fra 10-16, så der er mulighed for at nyde åbningen hele dagen.

 

I det gamle almuesamfund var Valborgsaften den store festaften, der markerede sommerens komme, og den blev fejret med god mad, musik og dans i landsbyerne. I bedste almuestil har Museum Lolland-Falster valgt at trække på disse gamle traditioner til at fejre sæsonåbningen af Frilandsmuseet.

 

Som de gamle traditioner byder, kan alle være med til at pynte bytræet med fine silkebånd og derved afværge alskens ulykker i den kommende sommer gennem små ritualer rundt på museets areal og i bygningerne. Festlighederne sættes i gang med dans og musik kl. 11, når Midtlollands folkedansere med spillemænd optræder på plænen foran skolen.

 

”Jeg glæder mig i denne tid... Sådan starter Peters Jul, men selvom der stadig er mange måneder til jul, så passer denne sætning godt til, hvordan jeg har det i ugerne op til der, hvor Frilandsmuseet åbner for en ny sæson. Der er en kriblen i maven, og vi glæder os bare til endnu en gang at se glade gæster på Frilandsmuseet. I år kommer der til at ske spændende aktiviteter for børn og voksne, og så er det jo et særligt år, da Frilandsmuseet fylder 90 år, og det markerer vi naturligvis med festivitas ”, fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

 

Der er mulighed for at deltage i de gamle traditioner, der er tilknyttet Valborgsaften, hele dagen. Materialet udleveres i butikken. Her er ligeledes mulighed for at deltage i åbningskonkurrencen, hvor der er en præmie på højkant.

 

For nærmere information kontakt Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør, på asm@museumlollandfalster.dk eller 25 59 34 56.


Hvornår
: 30. april 2017 fra kl. 10 -16
Hvor: Frilandsmuseet, Meinckesvej 5, 4930 Maribo
Pris: voksne 60 kr., børn u/18 år 10 kr.