20. May 2017
Femernforbindelsen

Vindruekernen. Foto: Nationalmuseet.

Danmarks ældste vindruekerne

Et lille, men væsentligt, fund er dukket op ved Rødbyhavn i forbindelse med bearbejdningen af det store datamateriale, de arkæologiske undersøgelser forud for den kommende Femern Bæltforbindelse har genereret. Der er her tale om en lettere forkullet halv vindruekerne fra bronzealderen (ca. 900 f. Kr.).  Fundet blev gjort af Peter Steen Henriksen fra Nationalmuseets afdeling for Miljøarkæologi og Materialeforskning i forbindelse med naturvidenskabelige undersøgelser af prøver fra området.

 

”Vindruekernen er noget mindre end nutidens. Vi kan ikke afgøre, om den stammer fra en vild eller en kultiveret plante. Vi fandt kernen i opfyldningslaget fra en brønd, og vi var temmelig begejstrede, da kulstof-14-prøven daterede den til bronzealderen og dermed gjorde den til Danmarks ældste vindruekerne. Vi kender andre vindruekerner fra Danmarks oldtid, for eksempel er der fundet en i Tissø på Vestsjælland, men den er næsten 1600 år yngre end vores, så det er et ret vildt fund”, fortæller en storsmilende Bjørnar Måge, arkæolog og museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

 

I yngre bronzealder fandtes de nærmeste vinmarker og udbredelsen af vilde druer langt væk fra Lolland. Faktisk så langt væk som det østlige middelhavsområde eller dele af sortehavsområdet – små 2500 km sydsydøst for Lolland. Vindruekernen har således været langt undervejs, inden den endte i en brønd på Lolland. Men hvordan er den endt så langt nordpå? Kan den være fragtet til landet som en del af en lidt dårlig siet vin eller i den tørrede udgave, som rosiner?

 

Fremkomsten af en druekerne fra yngre bronzealder ved Rødbyhavn er imidlertid ikke så overraskende, som man umiddelbart skulle tro. Fund af et større antal importerede bronzer, som f.eks. bronzesværd fremstillet i det centrale Europa fundet i Åmosen på Vestsjælland og Stensgård på Vestlolland, vidner nemlig om, at der allerede fra bronzealderens begyndelse, omkring 1750 f. Kr., var kontakt mellem Skandinavien og det østlige middelhavsområde. Men hvad gik så retur til de varmere himmelstrøg? Senere års forskning har vist, at uldstof sandsynligvis var en af Sydskandinaviens vigtigste handelsvarer i perioden, og fund fra minoiske og mykenske grave viser, at rav ligeledes blev udvekslet.

 

”Vi ved desværre ikke med sikkerhed, om udvekslingen af varer foregik over land eller om bronzealderens befolkning foretrak vandvejen. Men faktum er, at der i ældre bronzealder, samtidig med at mængden af importerede varer steg i Danmark, blev hugget mange helleristninger, som forestillede store skibe, på klipper og stenblokke i det meste af Skandinavien. Dette kan indikere, at skibe har spillet en væsentlig rolle i perioden og er tegn på, at forbindelsen mellem middelhavsområdet og Sydskandinavien også er foregået ad søvejen”, fortæller Bjørnar Måge. 

 

Brønden, hvor druekernen er fundet, er kun ét blandt flere aktivitetsspor fra bronzealderen, der er undersøgt i området ved Rødbyhavn. Tidligere fund har vist, at der i perioden var forbindelse til det nordtyske område – men vindruekernen vidner om endnu fjernere forbindelser.

 

”Vores vindruekerne afspejler ikke en organiseret handel med vin på Lolland i bronzealderen. Den skal nok nærmere opfattes som et tilfældigt udtryk for den støt stigende kontakt, som befolkningen fik til resten af kontinentet i perioden og den voksende interesse for andre luksusvarer fra kontinentet”, afslutter Bjørnar Måge.

 

Den lille kerne bidrager, trods sin uanselige størrelse, som et væsentligt element i vores forståelse af de udvekslinger af varer over store distancer, der eksisterede i bronzealderen for over 3000 år siden. Og ikke mindst bidrager den til at nuancere billedet af, hvordan bronzealderbebyggelsen omkring Strandholm øst for Rødbyhavn skal opfattes. 

 

For nærmere information kontakt Bjørnar Måge, arkæolog ved Museum Lolland-Falster på 52 51 30 76 eller bjm@museumlollandfalster.dk