Rødbyhavn – en hurtig voksende havneby

Havnemiljø i Rødbyhavn

Oversigt over havnemiljøet i Rødbyhavn.

 

Femern Bælt, der i dag adskiller Danmark og Tyskland, har gennem historien været et bindeled mellem Skandinavien og kontinentet. Vandvejen har i årtusinder været den hurtigste og nemmeste transportvej for mennesket. Fund fra de arkæologiske udgravninger til den kommende Femern Bælt-forbindelse viser, at stenalderens mennesker var i kontakt med hinanden på tværs af Femern Bælt. I middelalderen og op i 1600-1800årene var der ligefrem færgetrafik over bæltet. Efter stormfloden i 1872 blev Rødby Fjord inddæmmet og omdannet til landbrugsjord, og Rødby mistede sin funktion som havneby.

 

I årene efter 1872 var der mange, som på lokalt og nationalt plan arbejdede for at få oprettet en ny færgeforbindelse over Femern Bælt. Resultatet blev en fiskeri- og industrihavn, som stod færdig i 1912. Omkring den voksede en egentlig industri- og havneby frem. I 1916 blev der etableret et skibsværft, som måtte lukke allerede i 1924. Da skibsværftet lukkede, overtog staten mange af værftets bygninger og de tilhørende boliger. Staten oprettede forsorgshjemmet Rødbygård (Statens Forsorgshjem), der i dag er Kofoedsminde og Bo & Naboskab Lolland.

 

I 1963 indviede den danske og vesttyske stat i fællesskab transportruten Fugleflugtslinjen, der består af færgeforbindelse, vej- og tognet fra København til Hamborg. Etableringen af ruten havde været 100 år undervejs, og med Fugleflugtslinjens åbning steg indbyggertallet i Rødbyhavn, byen voksede, og turisme blev en vigtig del af lokalområdet.

 

Færgehavn

Færgehavnen, Rødby-Puttgarden.

 

En tur rundt i byen viser tydelige spor af dens skiftende funktioner, dens unge alder og ikke mindst nøje planlagte udformning. På ca. 100 år har store anlæg tegnet byens historie, vejene er lige og brede, og mange af byens huse, erhvervs-, industri- og fabriksbygninger er tydelige spor, der kan trækkes tilbage til dens spæde begyndelse.

 

Med udgangspunkt i byens korte og intense historie med bratte op- og nedture tilbyder Museum Lolland-Falster en kulturhistorisk byvandring i Rødbyhavn. Turen starter ved Færgestationsvej 5, 4970 Rødby (ved Scandlines), hvor der er mulighed for parkering. Turen går rundt i byen og har fokus på kystlandskabet, byen, infrastrukturen og Fugleflugtslinjen.

 

Bemærk at turen IKKE er for gangbesværede.

 

Pris for en gruppe (ca. 30 personer):

  • Tur i landskabet (mandag - torsdag fra 8-16): 2.000,00 + moms + kørsel. Turen varer 1½ - 2 timer.
  • Tur i landskabet (fredag - søndag & efter kl. 16.00): 3.000,00 + moms + kørsel. Turen varer 1½ - 2 timer.

 

Kontakt formidlingsinspektør Anne-Lotte Sjørup Mathisen for nærmere besked; 25 59 34 56 eller asm@museumlollandfalster.dk